Annonce
Fred og ro er farligt for stressramte
Psykolog-18-16.jpg
Foto: Kaj Bonne
Passivitet og isolation gør kun stressproblemer værre

-Sygemeldinger lader den stressramte i stikken. Sådan lyder budskabet i en ny debatbog skrevet af blandt andet psykiater Lars Aakerlund fra Brønshøj. “Tag på arbejde – fra sygemelding til samarbejde” udkommer 10. maj.

-Folk med stress får det ikke bedre af at sygne hen derhjemme uden en plan for fremtiden. Det fastholder dem i stedet for i en ond cirkel, hvor isolation og bekymringer får lov at fylde. Deres liv begynder for alvor at smuldre, når de går derhjemme,” udtaler Lars Aakerlund, der sammen med kollegaen psykiater Jesper Karle har skrevet den nye bog. De to psykiatere er direktører på PPclinic, der gennem en årrække har været i berøring med op mod 10.000 patienter.

-I Danmark behandler vi primært stress med fred og ro pakket ind i en sygemelding. Og det er et kæmpe problem for både de stressramte og for samfundets økonomi. Det er på tide, at Danmark dropper sygemeldingerne og i stedet for hjælper den stressramte med en plan for at få det gode liv, blandt andet at komme på arbejde, forklarer Lars Aakerlund.

Skab forandring

Tag på arbejde – fra sygemelding til samarbejde viser, hvordan sundhedsvæsenet i Danmark ikke fungerer i forhold til psykiske helbredsproblemer, og hvorfor så mange mennesker fra alle samfundslag ryger ud af arbejdsmarkedet, når de bliver sygemeldt og aldrig vender tilbage til en fri og selvforsørgende tilværelse. Det er nemlig afgørende, at alle parter omkring den stressramte bliver samlet til dialog – arbejdsgivere, behandlere, socialrådgivere på jobcentrene og de pårørende. Men det sker langt fra alle steder i dag – selvom det er helt normal praksis hos Lars Aakerlund. -Vi skal ikke sygemelde folk, men hjælpe dem med at skabe de nødvendige forandringer i deres liv. Nøglen er en koordineret indsats. Og med bogen håber jeg at få samfundet til at åbne øjnene for den metode og stoppe med at agere passivt ved at sygemelde. Det er mit ønske, at mange flere bliver raske efter stress eller andre psykiske helbredsproblemer, og at samfundets penge bliver brugt fornuftigt, udtaler Lars Aakerlund.

De stressramte fortæller

Bogen indeholder ud over fagkapitler en række cases fra alle samfundslag. Vi møder blandt andre Susanne, der er 48 år, mor til tre og partner i et advokathus. Hun går efter en travl periode psykisk ned og kommer først på benene igen, da hun møder en psykiater, der ikke mener, at langvarig ro og depressionsmedicin er den eneste vej frem. Og Søren, en 42-årig bilmekaniker, hvis sygemeldinger igennem halvandet år kun har gjort hans tilstand værre. I bogen har forfatterne lavet en diagnoseoversigt, der kort og præcist hjælper læseren til at forstå de sygdomme, der ofte er i spil i forbindelse med stresssygemeldinger.

-Vi ønsker, at gøre en reel forskel for de mennesker, der ender i psykiske helbredsproblemer. Derfor har vi skrevet bogen. Så vi forhåbentlig kan få debatteret emnet i Danmark og undgå de mange sygemeldinger og i stedet for få folk tilbage til det gode liv, slutter Lars Aakerlund.

Lars Aakerlund (overlæge, speciallæge i psykiatri, ph.d.) er sammen med Jesper Karle (overlæge, speciallæge i psykiatri, dr.med.) direktør i PPclinic. Siden 2002 har hans virksomhed hjulpet et meget stort antal mennesker med forskellige psykiske helbredsproblemer med at vende tilbage til arbejdsmarkedet, både i eget regi og i samarbejde med jobcentre, forsikringsselskaber og virksomheder.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top