Annonce


Jeg er glad for, at jeg har hjerneceller tilbage
Forfatter-Chloe-02-07-16.jpg
-Jeg har et tæt forhold til min lillebror og hans familie, men jeg skal ikke selv have børn. Jeg har langt om længe åbnet mit hjerte igen, og jeg er begyndt at date. Det ville være nemmere for mig at lukke i. Men i stedet har jeg troen på og tillid til, at hvis der er noget vi gerne vil, så skal det nok lykkes. Foto: Kaj Bonne
Chloe Avo Holm fra Brønshøj har præsteret det næsten umenneskelige. Til trods for en hård opvækst med svigt, alkohol, prostitution og stoffer har hun kæmpet sig tilbage fra det mørkeste hul. Historien fortæller hun i sin bog "Stjernebarn", som netop er udkommet

Hun sidder der helt rolig med intense øjne og stor hjertevarme. Hun virker på ingen måde, som om hun har levet et liv på bunden af et mørkt hul. Hendes livslyst og kreativitet fornægter sig ikke.

-Jeg har længe haft lyst til at skrive en bog. Idéen begyndte for alvor at manifestere sig i mig, da min mor døde af cancer. Døden gav mig en form for livsgnist, men jeg endte også i en kæmpe krise og depression, fortæller Chloe. Da Chloe var 9 år begyndte hun at stjæle sprut fra sin mors barskab og sniffede salmiakspiritus. Sprutten gav hende den ro, som hun havde brug for. Hun følte sig ikke elsket. Hendes far var franskmand og boede i Frankrig og hendes stedfar hadede børn. Når hun blev hentet fra børnehaven, blev hun hver dag lagt til at sove, selvom hun lige havde sovet.

-Han gemte mit legetøj og lukkede mig inde, så jeg ikke kunne larme. Jeg måtte ingenting, og jeg følte mig kun til besvær. Så jeg blev alkoholiker meget tidligt, fortæller Chloe, der måtte flytte hjemmefra allerede som 10-årig.

Hun kom på, hvad man dengang kaldte, en opdragelsesanstalt.

-Min mor kunne ikke magte mig. Dengang kiggede man ikke på de voksnes adfærd – kun på barnets. Så derfor blev jeg kategoriseret som et problembarn, fortæller Chloe, der havde det forfærdeligt, da myndighederne bankede på døren for at flytte hende på et børnehotel på Østerbro.

Debut på Halmtorvet

-Jeg begyndte at ryge hash og drikke dagligt i en alder af bare 12 år. Jeg sniffede salmiakspiritus hver dag inden skole og gik hjem i frikvarterende for at sniffe igen. Det er utroligt, at jeg overhovedet har hjerneceller tilbage, fortæller Chloe med et grin.

Da Chloe var 12 år fik hun sin debut på Halmtorvet sammen med en anden pige fra børnehotellet. For at skaffe penge til sit forbrug prostituerede hun sig og hun sank dybere og dybere ned i misbrug.

-Hver dag var jeg på hash, speed og dobesin. Dobesiner er et slankemiddel der virker ligesom speed. Som 14-årig prøvede jeg heroin første gang. Jeg syntes ikke det var så interessant. Jeg var mere til LSD. Mit forbrug på stofferne steg markant. Da jeg var 15 tog heroinen for alvor fat. Jeg tog det hver dag i over 10 år. Jeg fik spiseforstyrrelser og levede af risalamande som det eneste. Jeg skulle jo have flad mave, når jeg skulle ud i byen og tjene penge, fortæller Chloe, der boede på gaden i 3 år.

Dansen blev min redning

Chloe havde gentagne gange været i behandling, men havde egentlig ikke lyst til det. Så af gode grunde lykkedes det ikke.

-Jeg følte aldrig, der var plads til mig. Når jeg tog stoffer blev det rarere at være i virkeligheden. Jeg kunne bedre være til stede i mit liv. Men egentlig tog jeg primært stofferne for at tabe mig. Det var slet ikke stofferne for stoffernes skyld. Jeg var fokuseret på at tabe mig og det var det nemmeste slankemiddel. Det var bare en bonus at jeg dulmede smerten samtidig, fortæller Chloe, der først efter behandling nummer 23 kom ud af sit misbrug.

Hun mødte en nummerolog, og skiftede navn fra Catherine Brøndum til Chloe Avo Holm. Det skulle ligesom være starten til et nyt liv.

-Men jeg havde brug for at rejse mig der, hvor æblet var faldet, og det var på Vesterbro blandt pusherne. Hvis jeg ikke kunne gøre det der, så ville det ikke lykkes for mig, fortæller Chloe, der nu har været stoffri i over 17 år.

-Dansen hjalp mig. Det var det eneste, som gjorde mig rigtig glad. Så jeg fandt en daghøjskole med fysisk teater. Det var fedt på alle måder. Jeg mødte mennesker fra andre miljøer, så det var også en god tillidsøvelse for mig, fortæller Chloe, der mødte meget modstand på sin vej.

-Jeg var jo ikke længere helt ung. Jeg var 25 år og drømte om en professionel karriere som danser. Det var jo umuligt. Men jeg ville og kom ind på en danseuddannelse, hvor jeg dansede 7 timer om dagen. Jeg fyldte mit liv med dans, siger Chloe, der både har danset i udlandet og på Cirkusrevyen.

Chloe rejste til New York. Der fik hun masser af belønning for, at hun var en slider. De kiggede ikke på hendes lidt mangelfulde cv eller stillede spørgsmål. Hun fik for første gang en stor belønning for at være den, hun var.

-Jeg er nok som sådan en korkprop. Når jeg bliver dukket, så kommer jeg op igen til overfladen igen, indrømmer Chloe, der i dag er hjemme fra New York og bosat i Brønshøj og underviser i dans, yoga og pilates.

Ringen sluttet

Chloe nåede også at slutte fred med sin mor, inden hun døde. De fik talt ud, og
Chloes mor fortalte, at hendes egen mor holdt op med at opdrage på hende, da hun var otte år.

-Min mor kom på sindssygeanstalt og min mormor slog hånden af hende. Min mor var på ingen måde selv blevet healet, men hun slog aldrig hånden af mig, og hjalp mig så godt hun kunne. Da jeg havde hørt hendes historie, fandt jeg ro, og min mor og jeg fandt hinanden. Alle skjold var faldet og behovet for at være vred forsvandt. Det blev så stærkt et forhold, og da hun blev syg, og vi vidste hun skulle dø, tog jeg plejeorlov i fem måneder for at passe hende. Det fortryder jeg aldrig, forsikrer Chloe.

På basis af den oplevelse har Chloe også formået at skrive bogen fra et rent sted. Hun er ikke et offer.

-Min historie er barsk men ikke en klagesang. Det er en fortælling om livskraft og håb, forsikrer Chloe med et stort smil.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top