Annonce


Zensommersol over Fællesrådet
Zensommersol.jpg
Kjeld Falk, Inger Mathiasen, Lissi Nielsen og Inga Andreassen i Zen-Garden. Foto: KV
Onsdag den 11. maj drog en busfuld forårskåde folkepensionister på togt til det vestlige Sjælland – først og fremmest for at besøge den smukke Zen-Garden i landsbyen Vedde ved Stenlille

Onsdag den 11. maj drog en busfuld forårskåde folkepensionister på togt til det vestlige Sjælland – først og fremmest for at besøge den smukke Zen-Garden i landsbyen Vedde ved Stenlille. Og traditionen tro viste Solen sig fra sin bedste side. Det er som om den ikke tør andet, når den lille terrier Selma Svensson står for turen.

Zen-Garden er en 24.000 kvadratmeter stor have med et væld af blomster, der til fulde nærede de mange ældres nostalgi om barndommens Brønshøj med de mange kolonihaver. Dertil var der i alt 7.400 ton sten, så de besøgende ikke følte sig alt for langt væk fra vore dages stenrige Brønshøj – i form af brosten maskeret af asfalt på gader og stræder eller i form af mursten og beton i de mange bygninger.

Zen-Garden fremstår i dag som Jørgen Nielsens ufattelige onemanshow. Den stærke brolægger, som snart fylder 70, har været 32 år om at anlægge haven, som den fremstår i dag – men som er under stadig udvikling. Selvom han altså var 38 år, da han påbegyndte haven, kan man roligt sige, at der er tale om et livsværk. Man fornemmer i hvert fald, at han bliver ved med at udvide sit Eden, til han har sluppet sine sidste kræfter – og dem synes han for tiden at have masser af.

For Jørgen og hans hustru Jakobine begyndte det med, at de samlede på rhododendron – den imponerende plante som netop blomstereksploderer i maj-juni. Dermed bød haven på bedste vis de godt tres besøgende fra Brønshøj velkommen.

Zen-Garden rummer også fire damme med store, flotte fisk i dannebrogsfarver – det er japanske koi-karper, der passer fint til havens navn, idet “zen” er det japanske navn for fred og fordybelse.

Da globetrotterne fra Brønshøj siden satte sig til de veldækkede borde i Skipperkroen på Mullerup havn, faldt det lidt svært at begynde med de ellers lækre fiskeretter – men det gik nu alligevel. Og hjemturen blev én lang, blød landing, idet man passerede steder som Mullerup, Stenlille, Stenmagle og Karlslunde, som alle har lagt navn til veje i Brønshøj og Husum – så man hen ad vejen vænnede sig til at være hjemme igen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top