Annonce
Tour de France-ryttere slået på målstregen
cykelnerven.jpg
-Min medfødte stædighed hjælper mig, fastslår Christina Dahl. Foto: Presse
I denne uge skydes årets udgave af Tour de France i gang. Christina Dahl fra bydelen cyklede Scleroseforeningens cykelløb på de samme franske bjergtoppe allerede i den forgange weekend. Her cyklede hun sammen med 249 andre dedikerede cykelryttere

Det er ikke uden grund, at Cykelnerven af deltagerne kærligt kaldes ’Danmarks hårdeste velgørenhedscykelløb’. På årets udgave af Cykelnerven lagde vejrguderne da også hårdt ud med masser af iskold regn fra oven. Men Cykelnerve-rytterne bed tænderne sammen og kæmpede sig op over de benhårde bjerge.

Tour de France får kamp til stregen
Cykelnerven er Scleroseforeningens Tour de France-inspirerede cykelløb, som hvert år i juni sender en stor flok dedikerede cykelryttere afsted mod de franske alper. Her kører de op ad en stribe stejle bjergtoppe kun få uger inden, Tour-feltet lægger vejen forbi de præcis samme bjergtinder. Målet med det hele er at indsamle penge til forskning i sclerose og sætte fokus på sygdommen.
Mens nogle deltagere kører på eliteniveau, har andre aldrig før kørt op ad et bjerg på cykel. Blandt andre 26-årige Christina Dahl, der er sygeplejerske. Hun har haft sclerose siden 2011 og kørte med på Cykelnerven for andet år i træk:
-Jeg har selv sclerose, så for mig er Cykelnerven en personlig udfordring på flere forskellige niveauer. Jeg kører med og presser mig selv til det yderste, fordi jeg gerne vil bevise over for mig selv og andre med sclerose, at man kan opnå utrolige resultater, hvis man virkelig tror på det. Her hjælper min medfødte stædighed mig godt på vej, når jeg sidder i sadlen på vej op ad et virkelig stejlt bjerg, fortæller Christina Dahl.

I en god sags tjeneste
Udover at være passionerede cykelryttere har Cykelnervens deltagere endnu en ting til fælles. De kæmper alle sammen benhårdt for at samle penge ind til forskning i sclerose og skabe opmærksomhed omkring sygdommen. De har brugt månedsvis på både træning og indsamling til forskning, inden turen endelig kunne gå til Frankrig. Og de rekordmange ryttere, som er fordelt på ni hold fra hele landet, slog alle tidligere rekorder med et samlet indsamlingsresultat på mere end 4 mio. kr.
Det flotte beløb er resultatet af mange måneders frivilligt arbejde fra rytternes side. De har både haft deres egne indsamlinger på indsamlingsportalen BetterNow, skaffet sponsorater fra virksomheder og arrangeret en stribe fantastiske events over hele landet, som har bidraget med mange tusinde kroner til de ni holds indsamlinger. I alt indsamlede Team Nordsjælland, som Christina Dahl kører for, over 465.000 kr.
-Jeg tænker da over, at det er noget, jeg skal gøre, imens jeg stadig kan. Og jeg har altid haft en stor passion for cykling og fulgt med i Tour de France hver sommer, så når jeg rammer toppen af et bjerg, føler jeg nærmest, at det er mig, der har vundet touren, siger Christina Dahl.
Cykelnerven finder sted hvert år i juni. Her rejser de mange ryttere til Frankrig for at kæmpe sig op ad de mest afgørende bjerge i Tour de France. Ruten planlægges altid efter den officielle Tour de France-rute, når denne offentliggøres i oktober.
Følg Cykelnerven på Facebook og på www.cykelnerven.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top