Annonce
Brønshøjs nye hvepse er klar
Brønshøjs-nye-hvepse-er-klar.jpg
Brønshøjs anfører Jamil Fearrington (nr. 26) scorer til 2-0 mod Boldklubben Frem. Foto: Christian Ove Carlsson.
Brønshøj Boldklub fik fint udbytte af en lille træningsturnering. Først i næste weekend gælder det point

Man skal ikke lægge for i træningskampe. For trænere og spillere er det meget vigtigere, at spillet fungerer, eller at man kan afprøve nogle nye ting og sager, som ikke koster point.
Så på den led fik Brønshøj noget ud af den lille trænings­turnering, som man arrangerede i sidste uge.
Danmarksserieklubben Vanløse vandt turneringen med finalesejr på 2-1 over Hvidovre IF, mens Brønshøj blev nr. 3 med en sejr på 2-1 over Boldklubben Frem. Brønshøj, Frem og Hvidovre spiller alle i 2. division gruppe 1 og skal møde hinanden to gange i løbet af efteråret.
Den lille turnering havde to semifinaler. Brønshøj og Vanløse spillede 0-0, men i straffesparkskonkurrencen var Vanløse effektivest. 3-1 vandt gæsterne.
Efter sejren over Frem udtalte Brønshøjs anfører Jamil Fearrington til Christian Haslund på BBs hjemmeside: – Man skuelle ikke tro, at der var tale om et helt nyt hold.
Men det er der faktisk. Brønshøj har i sommerpausen måttet sige farvel til Kasper Vilfort, Malte Kiilerich, Sebastian Lassen, Jabar Sharza, Andreas Grønskov og Oliver Fredsted. Seks mand. Og vel at mærke alle spillere, der var med til at holde Brønshøj inde i oprykningsstriden lige til det sidste.
I dette efterår gælder det ikke om at rykke op, men derimod at få en af de fire øverste pladser – og hvad der er endnu væsentligere – så mange point som overhovedet muligt mod de tre andre klubber, som også skal med til oprykningsspillet til 1. division næste forår.
I kampen mod Frem brugte Brønshøj også fire prøvespillere i udgangsformationen. En af de nye spillere, Christoffer Boateng, som allerede har tegnet kontrakt med Brønshøj, havde flere gode forsøg, og var med til at fremprovokere, at Frem lavede et selvmål efter et kvarters spil. Ti minutter senere øgede Fearrington til 2-0, og inden Frem reducerede fire minutter før tid, var BB faktisk tættere på 3-0 adskillige gange.
Frem til sæsonåbningen søndag 6. august kl. 15 mod B93 på Østerbro Stadion skal formen blot finpudses, træningskampe er der ikke flere af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top