Annonce
Frank Jensen skubber dyre konsulenter foran sig
Seksten HK-ansatte i Københavns Kommunes Koncernservice i overborgmester Frank Jensens (A) forvaltning, er blevet fyret

Seksten HK-ansatte i Københavns Kommunes Koncernservice i overborgmester Frank Jensens (A) forvaltning, er blevet fyret fordi de ikke bestod en ”test” efter et 5-dages kursus, som Koncernservice havde aftalt med Deloitte at arrangere.
Man kan godt få mistanke om, at Deloitte er købt til at lancere et fyringskursus, hvor næsten alle skal dumpe. Kursusdeltagerne troede, de deltog i efteruddannelse, men efter tre dage blev de truet med at blive fyret, hvis de ikke bestod en ”test” ved afslutningen af kurset.
Det er forkasteligt, at Frank Jensen opfører sig fuldstændig som Ryanair, som Frank Jensen ellers påstår, man bekæmper, ved at nægte kommunens ansatte at flyve med Ryanair. Hvis man vil fyre medarbejdere, må man være voksen nok til ikke at bruge skattekroner på at skubbe dyre konsulenter foran sig.
Som mangeårigt HK- medlem er jeg dybt forarget over at se, hvordan en socialdemokratisk overborgmester ikke alene svigter fagforeningen, men også dens medlemmer. Som måske bekendt fik Frank Jensen en alvorlig påtale af ombudsmanden, da han uden stillingsopslag, ansatte en stribe socialdemokratiske partifæller i sin forvaltning. Det ser bestemt ud som en reel mulighed, at ombudsmanden endnu engang kommer til at kritisere Frank Jensen. Jeg håber, at ombudsmanden går ind i sagen om masseafskedigelserne samt deres mystiske forløb. Ud fra de oplysninger jeg har fået forelagt, kan jeg ikke komme i tanke om en mere alvorlig personalesag i mine 23 år i kommunalpolitik.
Det er vigtigt, at Københavns Kommune behandler sine medarbejdere ordentligt. Det, som nu er sket med Frank Jensens velsignelse, er ikke alene helt uacceptabelt, men er også med til at sætte helt nye og absurde standarder, for personalepolitik.
Godt at HK Kommunal har rygrad og nu stævner Københavns Kommune. Det sidste ord er ikke sagt i den sag. Heller ikke i Borgerrepræsentationen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top