Annonce
Ungdomsudveksling
Rotary.jpg
Fra venstre Jørgen Kailow, Cassandra Nichols ogcouncellor Christian Frost. Foto: Privat
Brønshøj Rotary Klub sørgede for at give den unge Cassandra Nichols en oplevelse for livet

I Brønshøj Rotary Klub er der en lang tradition for hvert år at modtage et ungt menneske fra et fremmed land. Nævnes kan f.eks. Japan, Taiwan, Australien, hele Sydamerika, USA og Canada. Den unge kan bo og leve her ”som ung i Danmark”.
Den pågældende bliver indkvarteret hos en eller flere danske familier, som regel én der selv sender et af deres børn udenlands på samme vilkår.
Således har Brønshøj Rotary Klub i år haft fornøjelsen af at have Cassandra Nichols i klubben fra 1. august sidste år til 30. juni i år.
I begyndelsen boede hun hos Conny og Jørgen Kailow, der i øvrigt var ”President” for klubben i samme periode. Sammen med værtsfamilien oplevede Cassandra mange ting. Dagen efter sin ankomst var hun sammen med sin værtssøster Julie på rundtur i hele København, inden Julie få dage efter skulle udsendes til Argentina.
Cassandra har været i Roskilde med rundvisning i domkirken, hun har også besøgt Kronborg. Hun startede på undervisning på Herlev Gymnasium i 2.g, samtidig med, at hun var på sprogskole to gange om ugen à 2½ time.
Cassandra deltog aktivt i alt. Hun passede sin skole, spillede tennis og basketball, deltog i møder i klubben og var i en uge med på introcamp, som Rotary arrangerede for samtlige 180 udvekslingsstudenter i Danmark.
I efterårsferien var Conny Kailow og Cassandra i Jylland, og på hjemturen blev H.C. Andersens hus i Odense beundret.
Cassandra har været på ture med Rotary til de andre skandinaviske lande. Hun har deltaget i sin gymnasieklasses tur til Malaga og været på en smuttur til Gibraltar. Og hun var også med på Rotarys tre ugers tur til flere europæiske hovedstæder.
Kort før jul flyttede Cassandra til sin næste værtsfamilie – familien Palshøj fra Brønshøj. Familien Palshøjs 16-årige søn Aksel skal også udsendes. Han skal til Canada i et års tid, hvor han vil være i en lokal Rotary klubs varetægt på samme måde, som Cassandra har været det i Brønshøj.
Ungdomsudvekslinger er et af Rotarys store programmer, og de er meget populære hos de unge mennesker, der alle giver udtryk for taknemmelighed for den mulighed, de har fået gennem Rotary for at sætte sig ind i andre landes kultur og levevis. Det er en oplevelse for livet. Således også for Cassandra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top