Annonce
Dus med folkedans
DSC_0082.jpg
Danseglæden og humøret er højt. Her fra en fest for medlemmerne. Foto: Kaj Thestrup
Folkedans giver masser af motion på en sjov og anderledes måde

Man får rørt både benene og lattermusklerne, og i dansen forenes livsglæde og traditioner. Man lærer noget om sine forfædres form for humor, når man stifter bekendtskab med de ofte pudsige navne på nogle af dansene, som f.eks. Baglæns Kontrasejre og Tosse Marens Totur.
Folkedans er rig på variationer. Der danses pardanse, kredsdanse, kvadrilledanse m.m. til et rigt udvalg af dansetrin som polka, vals, hopsa og hurretrin for blot at nævne de mest almindelige.

Brønshøj Folkedanser Forening
Brønshøj Folkedanser Forening (BFF) starter ny sæson onsdag den 7. september. I år danses på Kirkebjerg Skole, Gymnastiksal 2, Annekset, Kirkebjerg Alle 28, Vanløse. Der danses fra kl. 19.30 til 21.20 med en kort pustepause. Folkedanserne forventer dog at flytte tilbage til Brønshøj Skole, når den nye gymnastiksal er klar efter udbygningen af skolen.
– Alle kan være med, unge som gamle, par eller single, begyndere og øvede på samme hold. Man hjælper hinanden og finder sammen om udfordringerne. Vi danser i almindelig daglig tøj – og husk skiftesko. De festlige dragter benyttes kun ved særlige begivenheder, fortæller Bente Bang, formand for BBF.

Meget mere end en ugentlig danseaften

– Dansen ledes af Anders, som er en erfaren instruktør, og der danses til levende musik leveret af Toke på accordion (harmonika).
– Selvom det primært er den ugentlige danseaften, der tæller, sker der meget andet i foreningen. Vi holder 2 årlige folkedanserbal – efter gammel tradition kaldet legestue. Her deltager også dansere fra andre foreninger, ligesom vi kan deltage i andre foreningers legestuer. Vi har en årlig medlemsfest, en julestue og sidst på sommeren en skovtur ud i det blå. Vælger man at danse som kursist, dvs. uden at være medlem af foreningen, går man glip af de foreningsaktiviteter, som et medlemskab giver mulighed for, siger Bente Bang. – Alle er velkommen til at danse med gratis et par gange. Tag en dansepartner med eller kom alene. Men pas på: Folkedans er vanedannende – for man bliver i godt humør og får god motion for både krop og sjæl, tilføjer hun.
Yderligere oplysninger på www.brhff.dk eller Bente Bang på tlf. 40116834.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top