Annonce
Hjertetouren griber om sig
Hjertouren-griber-om-sig.jpg
Thomas og Charlotte Christensen-Degn, stifterne bag Hjertetouren, kunne overrække en pæn stor check til Hjerteforeningen sidste år. Foto: Privat
Sidste år kørte Thomas Christensen-Degn alene på cykel i 24 timer for at støtte Hjerteforeningen. Nu har flere mod på at køre penge ind i den gode sags tjeneste

Brønshøj-ægteparret Thomas og Charlotte Christensen-Degn startede Hjertetouren sidste år. Et helt igennem vildt projekt.
Thomas havde sat sig for at køre på cykel i 24 timer på en bane på Flyvestation Værløse. Sponsorer og privatpersoner bidrog – og jo flere kilometer Thomas kørte, desto flere penge ville Hjerteforeningen modtage.
Thomas Christensen-­Degn gennemførte 24 timersløbet på selvsamme dato, som hans far gennemgik en afgørende hjerteoperation i 2014. Faderen Orla kom sig ikke efter operationen og døde 63 dage senere på Skejby Sygehus.
Thomas og Charlotte opholdt sig mange dage på Skejby under faderens indlæggelse. Under en gåtur her fik de ideen til et indsamlingsprojekt.
De købte domænenavnet ”Hjertetouren”, for de havde en idé om, at det skulle være noget med cykling til gavn for hjertepatienter.
Brønshøj-parret ville så gerne vise deres taknemmelighed over for det fantastiske personale på hjerteafdelingen, der dagligt leverer en kæmpeindsats til gavn for de indlagte og de pårørende: – Derfor var det oplagt, at vi ville samle penge ind til Hjerteforeningen, som så kan sende de indsamlede midler derhen, hvor der er størst behov for dem, fortæller Thomas og Charlotte.
Det blev til et beløb på næsten 105.000 kroner, som de to kunne overrække Hjerteforeningen.
Siden er Hjertetouren bare blevet større og større. Således stiller ikke færre end syv mand op sammen med Thomas Christensen-Degn, når Hjertetourens 24 timer starter 20. august kl. 15 på Flyvestation Værløse.
Det gælder for rytterne om at køre så langt som muligt i løbet af et døgn.
Blandt de syv nye ryttere er flere hjertepatienter, hvilket understreger, hvor god den idé er, som ægteparret skabte på baggrund af en familiær tragedie.

Formål: Hjertetouren er en frivillig forening etableret med det formål, at indsamle penge til at understøtte Hjerteforeningens vision om “et Danmark hvor ingen dør unødvendigt af hjertekarsygdomme”, at udbrede oplysninger om kost og motions forebyggende effekt i forhold til hjertekarsygdomme, samt at bidrage positivt til hjertepatienters helbredelsesforløb.

Sebastian Dorset er ambassadør for Hjertetouren.

Foreløbige deltagere på Hjertetouren: Phillip Chirstensen (35 år), Kim Høse (44 år), Lars Breinholt Christensen (56 år), Thomas Christensen-Degn (33 år), Michael Weiergang (42 år), Per Holm Lynglund (40 år), Rasmus Tofte (17 år) og Jimmy Nielsen (44 år).

Læs mere på www.hjertetouren.dk – her kan du læse om projektet. Det vil være muligt at donere beløb til Hjertetouren frem til den 1. oktober.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top