Annonce
Sport gør hende til globetrotter
Annaline Søeberg er Europas bedste i taekwondo, og nu skal hun til VM i Peru

Man forbløffes over hendes målrettethed, ihærdighed og disciplin.
Annaline Søeberg fra taekwondo-klubben West Copenhagen i EnergiCenter Voldparken er netop fyldt 18 år.
Annaline går i 3.g på Bagsværd Kostskole & Gymnasium, arbejder i MENY, og så er hun på tekniklandsholdet i taekwondo. Det hele bliver passet, så der er ikke megen tid til at slappe af. Men når det sker, så kan Annaline godt lide at male.
– Og så kører hun rundt til det hele på cykel – ja, selvfølgelig ikke, hvis hun skal deltage i et stævne i Holbæk, men ellers, siger hendes mor, mens fotograf Kaj Bonne får Annaline til at demonstrere nogle tekniske øvelser.
Når man tilhører den europæiske elite, og det må man sige, at Gladsaxe-pigen gør som nr. 1 på den europæiske ETU-rangliste, så skal der bruges megen tid på deltagelse i stævner over hele kontinentet. Alene i år deltaget i stævner i bl.a. Frankrig, Tyrkiet, Tyskland, Belgien og Østrig. Et sådan rejseprogram kræver frihed fra timeplanen og imødekommehed fra skoleledelsen. Da Annaline er Team Danmark-støttet kan hun indhente noget af det forsømte, fordi Team Danmark betaler lærerlønnen for hendes enetimer.
– Jeg startede som otte-årig i Gladsaxe Taekwondo Klub, og jeg kom også på landsholdet dengang, jeg repræsenterede klubben. Men på det seneste har klubben ikke satset på eliten, så derfor har jeg været med til at starte noget elitetræning op i Virum og i klubben West Copenhagen i Husum, siger Annaline Søeberg.

Store oplevelser

Taekwondo har allerede givet Annaline Søeberg store oplevelser uden for Europa. Hun har deltaget i ungdomsverdensmesterskaber på Bali (2013) og i Mexico (2014).
På væggen i hendes værelse hænger hundredvis af medaljer side om side. Det utrænede øje kan ikke se forskel, men Annaline fisker uden problemer VM-bronzemedaljen fra Mexico frem, da hun bliver spurgt om, hvilken medalje der betyder mest for hende. I slutningen af september skal Annaline på langfart igen. Hun er udtaget til VM for seniorer i Peru. Annaline stiller op i den individelle konkurrence og i mix sammen med Benjamin Hellegaard Harder, der også repræsenterer West Copenhagen.
Bliver det til medalje i Sydamerika? – Jeg håber det, men der stiller altid så mange gode asiater op, så det er ikke til at vide.

Uddannelse
Annaline Søeberg bliver student næste sommer, og hun har tænkt sig at bruge sin studentereksamen med det samme: – Jeg håber, at jeg kan komme ind på medicinalbiologi på Roskilde Universitetscenter, alternativt biomedicin eller bioanalyse på Københavns Universitet. Jeg er utrolig glad for at være i MENY, og jeg vil fortsætte med at arbejde, så jeg samtidig har råd til at klare studierne og dyrke min sport, siger Annaline.
– En professionel karriere kommer ikke på tale. De færreste kan leve af taekwondo, men i så fald skal være indstillet på at undervise. Derimod håber jeg, at jeg stadig kan gøre mig gældende, når teknikdisciplinen i taekwondo kommer på det olympiske program i 2020, siger Gladsaxes VM-håb.

Annaline Søeberg viser, hvordan man udfører et sidespark - på koreansk hedder det ”yeop-chagi”. Foto: Kaj Bonne.

Annaline Søeberg viser, hvordan man udfører et sidespark – på koreansk hedder det ”yeop-chagi”. Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top