Annonce
K.A.I. fylder 80 år
gymnastikforeningen.jpg
Der er i dag ca. 70 aktive medlemmer og fra oktober til maj, møder der ca. 45 morgenfriske damer i alderen fra 60 til 90 år op hver mandag og torsdag til 1 times gymnastik. Foto: Privat
K.A.I., der står for Kvindelig Arbejder Idræt, havde 80 år jubilæum den 18. september

Det hele startede den 18. september 1936, hvor der var nogle kvinder, der blev enige om, at de ville lave en ny gymnastikforening.

1. oktober samme år var der gymnastik for første gang om formiddagen på Frederikssundsvejens Skole i København.

Der var 23 deltagere, som meldte sig ind i foreningen med det samme. Kontingentet var 3 kr. om måneden + 25 øre til musikken.

-I dag skylder vi de kvinder en stor tak, for at de havde mod til at begynde med gymnastik om formiddagen. I 1936 var det ikke en selvfølge, at kvinder gik til gymnastik og idræt, nej de fleste, især mændene mente, at kvinderne kunne få motion nok ved at gå derhjemme om dagen og passe børn og gøre rent, fortæller Ellen Pedersen, der har været formand i snart 10 år.

De første år i foreningens liv var meget omflakkende, for det kneb med at få egnede lokaler til gymnastik, og til en nogenlunde rimelig betaling. Så indtil 1960 blev der flyttet frem og tilbage mellem forskellige lokaler i Brønshøj. Mindst 10 gange. Medlemmer tabte ikke modet trods flytteriet, de var trofaste mod foreningen og mødte flittigt til gymnastik.

Mangler kommunens bevågenhed

Siden 1960 har K.A.I. haft gymnastik i Bellahøj Hallen hver mandag og torsdag.

-Medlemmerne er trofaste. Der er rigtig mange, som har været medlem af foreningen i mange år, og som har gjort en stor indsats for foreningen. Den som i dag har været medlem længst er Inger Middelboe Nielsen, som har været medlem af foreningen i 55 år, fortæller Ellen Pedersen og tilføjer at medlemmerne også møder flittigt op til de sociale arrangementer.

Men K.A.I. mener ikke, at de har kommunens bevågenhed til trods for at de føler, der er med til at holde sundhedsudgifterne nede. Vi mener, at vores gymnastik er med til at at holde sundhedsvæsnets udgifter nede

-Vi bliver hele tiden skubbet til side til fordel for skolebørnene. Vi har f.eks. haft Bellahøj Hallen siden 1960 mandag og torsdag fra kl.09 til kl. 10, men disse tider er nu blevet taget fra os, idet skolebørnene skal have hallen på de tidspunkter.

Kommunen har også hidtil stillet hallen gratis til rådighed, men nu opkræver man et beløb– ganske vist mindre beløb – for brug af hallen, mens børn og unge mennesker ikke skal betale, fortæller Ellen Pedersen, der til trods for oddsene håber, at foreningen må bestå mange år fremover.

Man er velkommen til at møde op i hal 2 i Bellahøj Hallen mandag kl. 11 til 12 og torsdag kl. 10 til 11, hvor man kan få en gratis prøvetime

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top