Annonce
Stor sejr til Union
Union-sejrede-stort.jpg
Unions Jonas Møller (med nr. 14) tiljubles af begejstrede holdkammerater. I baggrunden lyser skuffelsen ud af skuffede Rønne-spillere. Foto: Christian Ove Carlsson.
Vandt 5-2 over Rønne fB og rykkede frem blandt de forreste i københavnsserien

Boldklubben Union har allerede nu hentet flere point i efterårets seks kampe, end det lykkedes dem i 13 kampe sidste efterår. Unions spillere har i år ikke svært ved at finde netmaskerne, og i lørdags blev der sendt fem ind i kassen, da Rønne fB blev besejret med 5-2 i Tingbjerg.

Emil Skamby, Ingolf Troensegaard og Jonas Møller scorede hver en enkelt gang, mens Mads Petersen sørgede for de to sidste scoringer.

På lørdag skal Union til en – på papiret – overkommelig opgave på udebane mod FB. Til denne kamp må Union dog undvære Emil Skamby, der efter et rødt kort i lørdags sidder ude med karantæne.

Vil spille fredag aften

Husum Support giver Husums spillere en fantastisk opbakning. Det ved alle, der har været en tur rundt om Husumparken. Desværre er opbakningen ikke helt så god, som i sidste sæson. Det skyldes, at Husum spiller sine hjemmekampe lørdag kl. 13 i stedet for fredag aften kl. 18.30. Nu er Husum Support gået til kamp for at få fredagskampene tilbage. 85 % af supporterne ønsker at se heltene fredag aften.

Der var dog god opbakning søndag middag, selv om Husum spillede på udebane mod KB i Frederiksberg Idrætspark. Mange fra Husum Support var mødt frem, og de kunne se deres tidligere helt Robert King i KB-målet. King holdt sine gamle klubkammerater fra at score. Til gengæld scorede Jonathan Grumme i det 26. minut til 1-0 for hjemmeholdet. Ni minutter før tid cementerede Sebastian Kaalund KBs sejr med målet til 2-0.

På lørdag møder Husum Skjold i Husumparken. Indtil videre har Husum kun vundet en enkelt kamp i københavnsserien.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top