Annonce
Besøg i den underjordiske by i Husum
Demenscenter-05-38-17.jpg
Pilestræde med butikker. Foto: Kaj Bonne
Under Bystævneparken er der næsten 3 km kældergange. I to gange er indrettet en mindre by med bl.a. butikker, konditori og værtshus

Demenscentret Pilehuset i Bystævneparken åbnede i forrige uge dørene til kælderen, hvor man bl.a. kan gå tur på Pilestræde og i Dronningens Tværgade. Omkring 50 nysgerrige borgere var mødt frem for ved selvsyn at se en kælder, der gradvist er blevet omdannet til en lille by, som blandt andet rummer en slagter, en købmand, en kiosk, Husum Foto samt et værtshus med billard og konditoriet La Glace.

Byen er ikke kun til pynt, men er primært åben alle hverdage mellem 11 og 12. Her kan beboerne udtage de varer, der skal anvendes i afdelingen, og personalet kan kun få udleveret varer, hvis de er ifølge med en beboer.

I værtshuset Rottehullet holdes mandeaftener, og senere den aften kælderen var åben, skulle der være tøseaften på La Glace med laks og rejer.

Aktør i eget liv
Den underjordiske by skal sikre, at borgere med demens kan fortsætte et aktivt hverdagsliv med indkøb, cafébesøg og social interaktion med andre mennesker. Forskning viser, at socialt samvær har en positiv effekt på, hvordan mennesker med en demenssygdom lever med sygdommen.

– Vi inviterer indenfor så man kan se byen og høre om hvorfor beboerne på demenscentret kan vinde så meget ved eksempelvis selv at lave indkøb, siger demenscentrets forstander, Charlotte Agger.

– Tanken med byen har hele tiden været, at vi skal sørge for, at beboerne fortsat er aktører i deres eget liv. Hvis en beboer selv gør sit indkøb hos købmanden, så har han eller hun fortsat en rolle, og det er vigtigt at holde fast i, at vi er i samspil med andre hele livet. Hvis vi holder op med det, syner vi hen, slutter Charlotte Agger.

På La Glace serverer Katja kaffe for to besøgende. Katja læser til sygeplejerske og supplerer sin SU med arbejde i den underjordiske by. Foto: Kaj Bonne

På gangene i byen er blandt andet opsat en lang række kasser med scener, der kan give anledning til samtale. Her er en scene fra et kendt eventyr. Foto: Kaj Bonne

1 kommentar om “Besøg i den underjordiske by i Husum”

  1. yvonne wezelenburg siger:

    Hej
    Det lyder som en rigtig god ide, jeg vil høre om der ikke er åbent på andre tider og om man som privat person må besøge stedet?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top