Annonce
Guldet blev hans skæbne
brønshøj-ure-og-guld.jpg
Det var en stor dag den 3. april, da Cem Aksoy åbnede Brønshøj Ure og Guld på Frederikssundsvej 304. Butikken har fået et nyt look og udvalget er stort. Foto: Kaj Bonne
Som en af de få guldsmede-forretninger i Danmark sidder guldsmed Cem Aksoy selv i baglokalet på Frederikssundsvej 304 og designer smukke smykker

Der har været hektisk aktivitet hos Brønshøj Ure og Guld den sidste uge. Kunder har valfartet til matriklen for både at handle og for at byde Cem Aksoy og butiksassistent Heidi velkommen til bydelen.

-Kunderne har ikke alene købt, men de har også givet udtryk for hvor glade de er for, at vi er der. Vi kunne ikke få en bedre start, fastslår Heidi.

Også indehaver Cem Aksoy er glad for modtagelsen og ikke mindst fordi han, efter han længe har drømt om at have fod under egen guldsmedebænk, fik mulighed for at købe den tidligere guldsmedeforretning.

Cem Aksoy kom til Danmark fra Tyrkiet for 18 år siden og har arbejdet med guld hele sit liv.

-Da jeg var 15 år og gik på gymnasiet, tjente jeg ekstra penge ved at arbejde for min onkel, der var guldsmed. Ud af tyrkiske guldmønter lavede jeg eksempelvis øskner til vedhæng. Det foregik alt sammen ude på balkonen hjemme hos mine forældre, fortæller Cem Aksoy, der de kommende 12 år nåede at arbejde og uddanne sig hos sin onkel, inden han drog til Istanbul, hvor han arbejde som vekselerer.

Da Cem mødte sin kone Melek for 18 år siden, rejste han til Danmark, hvor han både arbejdede som guldsmed og gjorde rent i lufthavnen. Han knoklede for at tjene penge nok til at åbne sin egen forretning.

-I 2011 åbnede jeg ”Køb Guld”, hvor jeg tog ud og opkøbte guld og vurderede guld og sølv, og det var også her, jeg mødte den tidligere ejer Kjerulff, fortæller Cem.

I baglokalet har Cem indrettet et guldsmedeværksted, hvor alle kan komme ind med egne designs, som de gerne vil have ham til at fremstille.

-Man kan også komme ned og sælge sine gamle arvesmykker og få det smeltet om til noget andet, fortæller Cem, mens Heidi tilføjer: ”Det er virkelig en fordel og en af de få steder i Danmark, hvor man både kan købe ure, almindelige smykker og få designet sit eget smykke. Derudover er der et stort sortiment og udvalg, tilføjer Heidi, der kender forretningen ud og ind, da hun også var ansat der under den forrige ejer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top