Annonce
Motionscykling i Brønshøj-Husum
abc-motion.jpg
ABC er en klub for alle, der elsker at cykle. Foto: Privat
Vidste du at en af Danmarks ældste og største cykelklubber hører til i Brønshøj-Husum? Og at du har mulighed for at være med?

ABC blev stiftet den 14. april 1894 og er dermed en af Danmarks ældste cykelklubber. ABC lå i mange år i det centrale København, men har siden midten af 1960’erne holdt til i Husum og har i dag klublokaler på EnergiCenter Voldparken. ABC står for Arbejdernes Bicykle Club, og klubben har sine rødder i arbejderbevægelsen. Den politiske vinkel har imidlertid ikke været fremherskende i de seneste mange år, og nu omtales klubben kort og godt som ABC.

Mange af Danmarks største ryttere har kørt i klubben – bl.a. Ole Ritter, Jens Veggerby, Bo Hamburger, Michael Sandstød og Magnus Cort. I de senere år har især juniorerne gjort sig positivt bemærket, og dem kommer man nok til at høre mere til de kommende år.

Unik klub
ABC er med mere end 600 medlemmer ret unik, idet der både er plads til licens- og motionsryttere. ABC Motion er således åbent for alle, der elsker at cykle – både kvinder og mænd, erfarne og begyndere. For kvinderne er der endda en særlig afdeling, Seje Sild Cykler, som udover at træne sammen med mændene også træner selvstændigt.

Hvis du tænker, at det kunne være sjovt at være med, så er du meget velkommen. ABC Motion træner onsdage og søndage. Du kan læse mere om klubben på hjemmesiden www.abc-cykling.dk eller komme forbi klublokalet i Energiparken, Kobbelvænget 65, 1.sal på mandag den 16.april kl. 18:00 – 19:00 til åbent hus, hvor nogle af turlederne vil fortælle om, hvordan det er at være med til motionstræning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top