Annonce
2000 børn synger solen op på Bellahøj
Børn og voksne fra 50 institutioner synger på torsdag i kæmpekor med fuldt poporkester og MGP vinder Flora Ofelia til årets Syng Højt! på Bellahøj Friluftsscene

Torsdag den 30. august, kl. 10 -11 er der fællessang på Bellahøj Friluftsscene. Arrangementet Syng Højt! er gratis og åbent for alle. Programmet henvender sig primært til børn i alderen 0-8 år, deres pædagoger og områdets ældre medborgere – men alle er velkomne.

Det er hvert år en helt særlig oplevelse, når Bellahøj Friluftsscene fyldes med forventningsfulde 0-8 årige til et brag af en fællessangkoncert. Alle har de øvet sig i over en måned inden på en række sange og forberedt sig grundigt med deres voksne pædagoger.

Børnene bakkes op af bl.a. Jeppe & Marie fra DR’s Lille Nørd programmer og Flora Ofelia, vinder af MGP 2015 – alle tre aktuelle med biograffilmen Landet af Glas – den dygtige kordirigent Rikke Schou Olsen, Søren Bauns Orkester og Ridder Rosenkrans som kommer på besøg hele vejen fra Koldinghus Slot.

Temaet er ”Eventyrslottet”
Syng Højt! startede i 2012 som en markant københavnerbegivenhed til den årlige nationale Små Synger Sammen dag. Syng Højt! satte landsrekord og blev Danmarks største arrangement på dagen. Arrangementet bliver det sidste, før den smukke friluftsscene gennemgår et års renovering.

Den 30. august deltager over 2000 vuggestue-, børnehave- og 0.-2. klassebørn og 300 voksne fra 50 institutioner og skoler i Bispebjerg, Brønshøj, Husum, Tingbjerg, Nørrebro og Vanløse.

– Vi skal igen i år synge en masse gode sange. Til Syng Højt! på Bellahøj bliver temaet ’Eventyrslottet’ inspireret af Koldinghus Slot. Derfor kommer Ridder Rosenkrans i fuld mundering helt fra Koldinghus til friluftsscenen. Genren bliver popmusik i år, og vi skal både synge børneklassikere og nyere sange, fortæller Peter Rønn, der er leder af Syng Højt!

– Som noget nyt har Syng Højt! indgået et herligt og energifuldt samarbejde med forlaget Dansk Sang, som bidrager med gode idéer og nye børnesange af høj kvalitet. Forlaget Dansk Sang vil desuden være til stede til arrangementet, hvor institutionerne har mulighed for at købe de populære sangbøger til en fordelagtig pris, tilføjer Peter Rønn.

Syng Højt! på Bellahøj er arrangeret af Peter Rønn Musikoplevelser i samarbejde med Dansk Sang, Børnehuset Gemmet/Netværket Muffen. Syng Højt! er støttet af lokaludvalgene i Brønshøj-Husum, Vanløse og Bispebjerg samt Kultur Nord og Restaurant Bellahøj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top