Annonce
Billedkunst for børn
billedkunst_for_børn_rytmisk_center.jpg
Det er fantasien, legen, skabertrangen og glæden ved at udtrykke sig, der er kodeordene, når de lokale børn dukker op i Pilegården. Kammeratskabet og hyggen fylder dog mindst lige så meget. Foto: Rytmisk Center
Der er snart opstart på flere billedkunsthold i Kulturhuset Pilegården. Mangler børnene et sted at dyrke deres kreativitet udenfor skolen, kan man dog stadig nå at tilmelde sig

Kreativ velgørenhed
Børnene kan blandt andet melde sig under fanerne hos den lokale ildsjæl Julie.

-Jeg elsker at være kreativ og jeg holder meget af at formidle og slippe kreativiteten løs sammen med børn, da deres fantasi og energi er smittende, forklarer 27-årige Julie der til dagligt læser til lærer. Tidligere på året hjalp hun på frivillig basis en masse lokale børn med at udvikle deres egen drømmeby ved hjælp af genbrugsmaterialer og fri fantasi.

I den kommende sæson hjælper hun de lokale børn med at lave en masse forskellige flotte krea-ting af krympeplast, perler, papir og genbrugsmaterialer.

-Det vigtigste er, at vi får nogle hyggelige timer sammen, hvor vi får dyrket den kreativitet, der er så vigtig, siger hun. Senere på året er børnene med til at sælge et udvalg af deres kreationer på Pilegårdens årlige Julebazar.

Overskuddet herfra går til Julehjælpen, og på den måde er børnene med til at gøre en forskel for børnefamilier, der har brug for hjælp.

Undervisningsforløbet er gratis, og der er plads til ti børn på holdet i alderen 9-12 år. Det forløber over 11 torsdage fra d.13/9 til d.22/11 i tidsrummet kl. 16.30-18.00. Man tilmelder sit barn ved at sende en mail til metteb@kff.kk.dk.

Billedkunst med Rytmisk Center
Rytmisk Center har en lang og stolt tradition for kreative fritidsaktiviteter for børn og unge under folkeoplysningsloven og mange af de kreative forløb finder sted i Brønshøj. Musikundervisningen tegner sig for størstedelen af forløbene, men også billedkunsten har en fremtrædende rolle.

Underviseren på billedkunstholdene i Pilegården hedder Anna Jacobina, og hun er uddannet illustrator fra Danmarks designskole. Hun har gennem mange år arbejdet selvstændigt som illustrator i designergruppen Bob Noon og samtidig undervist børn i diverse illustrationsteknikker. På hendes hold lærer børnene at fortælle historier med billeder, men der kan dukke et par øvelser i klassisk iagttagelsestegning op.

Der er både eftermiddagshold for 7-9-årige, 10-12-årige og 11-13-årige i Pilegården. Det koster 1540 kr. for 28 lektioner at deltage. Man kan læse mere og tilmelde sig på rytmiskcenter.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top