Annonce
CO2-neutralt København i 2025
En fantastisk sommer er ved at være slut. Det gode vejr har bragt mange københavnere ud i byens grønne uderum, som dog i år har været mere brune end grønne.

Klaus Mygind, SF. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Medlem af Teknik- og Miljøudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget

En fantastisk sommer er ved at være slut. Det gode vejr har bragt mange københavnere ud i byens grønne uderum, som dog i år har været mere brune end grønne. De afbrændte græsplæner er en uhyggelig forsmag på det varmere og voldsommere vejr, klimaforandringerne fører med sig. Forandringer, vi som mennesker selv bærer ansvaret for, og som vi hverken kan eller må lukke øjnene for. Fremtidens klima er vores fælles ansvar.

Vi skal forhandle globalt, og handle lokalt – det gælder hver enkelt københavner, og det gælder os politikere, når vi efter ferien mødes i Borgerrepræsentationen for at aftale kommunens budget for 2019.

Her må og skal klima og grøn omstilling være den altoverskyggende overskrift. Vi har allerede sat os et mål: At gøre København CO2-neutral i 2025.
Vi har arbejdet frem mod målet længe, men prognoser fra 2017 tyder på, at de initiativer, vi har sat i gang, ikke er omfattende nok til, at vi når det. For os i SF er det helt afgørende, at vi nu får taget de beslutninger, som er nødvendige.

Om flere trafikomstillinger, mindre privatbilisme, mere cykling. Om at skrue endnu mere ned for energiforbruget, smide mindre mad og affald ud og genanvende mere. Om at bygge CO2-neutralt og uden at ødelægge de grønne områder, som gør vores hovedstad unik – særligt Amager Fælled.

Vi SKAL nå målet om en CO2-neutral hovedstad i 2025. Fordi det er et ansvar, vi som politikere har påtaget os. Og fordi vi simpelthen ikke kan være andet bekendt – hverken i forhold til nutidens og fremtidens københavnere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top