Annonce
Husum med i vindertrioen
Husum-er-med-i-vindertrio.jpg
Christoffer Sisbo ærgrer sig efter et brændt forsøg mod Prespa. Den stærke spiller skal nu ud at rejse i et år, og det bliver svært for Husum at undvære ham. Foto: Christian Ove Carlsson.
Vandt først 1-0 over Prespa og derefter 4-1 over Tårnby FF

Tre hold har skilt sig ud i toppen af Københavnsserien i fodbold. At NB Bornholm er iblandt, er ingen overraskelse. Vel ej heller at FB har gjort det godt, men det er noget af en overraskelse, at oprykkerne fra Husum Boldklub har fuldt hus: Ni point efter tre kampe.

Først lykkedes det Husum Boldklub at vinde midtugekampen mod Prespa. Men i modsætning til for halvandet år siden, hvor der blev scoret 14 mål, da Prespa vandt 8-6 på Ryparkens baneanlæg, så var det noget sløjere med målscoringen denne gang. Men det var Husum Boldklubs spillere ligeglade med, for klubbens nye angriber Mikkel Bo Eriksen scorede kampens enlige mål efter blot seks minutter.

De gode takter blev fastholdt fredag aften i Husumparken, hvor Tårnby FF kunne rejse hjem til Amager med en mindre endefuld på 4-1. Endnu en gang scorede Mikkel Bo Eriksen for Husum. Han er nu oppe på fire scoringer. Desuden scorede altid energiske Mikkel Howalt to gange, mens lynhurtige Josef Moussa scorede det sidste mål.

Sisbos sidste
Desværre måtte Husum Boldklub i denne kamp sige farvel til den meget stærke forsvarsspiller Christoffer Sisbo. I sidste sæson var han en væsentlig årsag til, at det gik Husum så godt. Han har også været en gevinst at have med for træner Martin Kiim Krøger i de første tre kampe i KS.

– Nu skal Christoffer ud at rejse i et år. Det vidste vi før sæsonen, men heldigvis blev vi enige om, at det var en god idé, at han spillede med, indtil han skulle pakke kufferten, siger Husum Boldklubs formand Johnny Erik Nielsen.

Til gengæld ser det ud til, at Husum får tilgang fra en spiller, der har spillet i den næstbedste engelske fodboldrække for Norwich: – Han kender nogle af vores spillere, og de har sagt, at det måske kunne være sjov at spille for os. Han vil koncentrere sig om sine studier, så måske…, siger den forventningsfulde formand.

Næste kamp for Husum er mod B1903. Kampen spilles 2. september kl. 13.30 på B1903s anlæg.

Sejr til Fix
Boldklubben Fix har fået udmærket start på serie 1. I weekenden blev det på hjemmebane til 3-1 over Boldklubben Viktoria, og dermed indtager Fix umiddelbart andenpladsen med fire point. Næste kamp er imod Østerbro IF på lørdag på hjemmebane kl. 13.

I serie 2 åbnede Boldklubben Stefan med en sejr på 5-2 over Valby Boldklub. På lørdag kl. 13 skal Stefan optræde på Rødovre Stadion, hvor Boldklubben Rødovre tager imod.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top