Annonce
Kritik af forurening fra motorløb
CHGP-Biler-BHA-21-32-18-.jpg
Når der køres ræs ses forureningsniveauer, der er 50-100 gange højere end i pauserne, hvor den kraftige vind udskifter luften og får forureningen til at falde til ca. 2000 partikler pr. cm3, hvilket er til de samme lave niveauer som blev målt weekenden inden racerløbet, siger Det Økologiske Råd. Foto: Kaj Bonne
Massiv luft- og støjforurening fra motorløbet Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP), der blev afholdt omkring Bellahøj, siger Det Økologiske Råd

Den private miljøorganisation Det Økologiske Råd var igen i år ude for at måle luftforureningen ved de omkringliggende ejendomme og kunne endnu en gang konstatere, at forurenings- og støjniveauerne under løbet er særdeles høje, hvilket skaber store gener for mange beboere i området, når der afholdes motorløbet CHGP.

– Luftforureningen under løbet stiger 50-100 gange i forhold til det daglige niveau i området, og kombineret med et ekstremt støjniveau gør motorløbet det svært for mange lokale at kunne opholde sig i deres eget hjem, siger seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd, og fortsætter:

– Så selvom det kan være en god oplevelse for mange, at tage til et motorløb midt i København, harmonerer afholdelsen af løbet rigtig dårligt med Københavns Kommunes ønske om at være en grøn hovedstad. Ekstremt forurenende aktiviteter skal naturligvis undgås i tæt bebyggelse. Derfor bør løbet flyttes ud af byen, hvor det vil genere meget færre mennesker, siger han.

Mange vil gerne af med motorløbet
At motorløbet er til gene for mange beboere i området, bliver man ikke i tvivl om, hvis man taler med Sven Guttormsen, som er repræsentant for 170 husstande, hvoraf nogle ligger blot 5 meter fra banen.

”Motorløbet giver støj, bilos og afspærringer. Her er København blevet en forretning for skøre events og ikke en by for de borgere, der bor her,” siger han. Også Hanne Meyersam, der bor lige ud til motorbanen, er ikke glad for løbet: ”Min nabo og hendes mand har nogle år lejet en lejlighed for at slippe væk. Hun er læge og har nattevagt, så hun skal sove om dagen, hvilket hun ikke kan i støjen. Hun efterlader mig altid hendes hørerværn, når hun flygter.”

I Københavns Kommune er Teknik og Miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen, enig i kritikken og bakker Det Økologiske Råd op:

– København skal have en stor variation af events. Men vi bør satse på arrangementer, der støtter op om byens profil, eksempelvis inden for miljøpolitikken. Og det er bestemt ikke tilfældet med et motorløb som Copenhagen Historic Grand Prix. Derfor er jeg glad for, at der endnu engang bliver sat fokus på de miljømæssige konsekvenser, siger borgmesteren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top