Annonce
Medens vi venter
medens-vi-venter.jpg
Laust Færch, Tingbjergs Bibliotek og Kulturhus nye kulturmedarbejder. Foto: Charlotte Brøndum
Medens vi venter på at Tingbjergs Bibliotek & Kulturhus slår dørene op, arbejder medarbejderne på højtryk for at tage imod de forventningsfulde brugere

Forud for åbningen, har kulturinstitutionen arrangeret en række mindre tilbud i bydelen det forgange år, for at gøre opmærksom på, hvad man kan forvente af aktiviteter og oplevelser i huset.

En af dem der har travlt, er Laust Færch, der netop er startet i en kombineret bibliotekar og kulturmedarbejderstilling.

-Vi har fornøjelsen af at præsentere gadeteater i international klasse og vi håber, at kunne leve op til sidste års succes, fortæller Laust og fortsætter:

”Der er tre interaktive forestillinger på programmet for børn og barnlige sjæle, og de indeholder både livemusik, trapezkunst og en spektakulær maskine. Det bliver forrygende og festligt.”

Laust, der har en uddannelse i sprog og litteratur, har mange års erfaring fra biblioteker og kulturhuse, hvor han blandt andet har arbejdet som kulturformidler for både børn og voksne. Senest i Urbanplanen på Amager. Han har også været med til at planlægge og afholde litteraturfestivalen KBH Læser. Men det er ikke kun bøgernes verden, der optager ham.

-Vi er allerede i fuld gang med at tænke i hvilke tilbud og ikke mindst aktiviteter huset skal rumme, og det er vigtigt for mig, at der bliver noget at komme efter for alle i Tingbjerg og omegn. Når det er sagt, skal der også lyde en opfordring om at byde ind med forslag – for huset er først og fremmest bydelens kulturelle mødested. Men mens vi venter på at komme i gang for alvor, glæder vi os over, hvor stor interesse der er for gadeteaterforestillingerne – og selvfølgelig også til snart at kunne invitere indenfor, siger Laust Færch.

Hvornår åbner huset?
Det er ikke kun Laust, der arbejder på højtryk. Resten af teamet og håndværkere er i fuld sving for at klargøre en åbning – forhåbentlig i slutningen af september. Der er stadig ting der skal på plads. Men en ting er helt sikkert. Tingbjerg og København har noget at glæde sig til, for det er et meget spændende og indbydende hus.

De tre forestillinger, der gæster Tingbjerg er en del af DIG Festivalen (Danmarks Internationale Gadeteaterfestival), der kan opleves på pladser og torve rundt om i København i august.

For mere information se facebook.com/tingbjerg.bibliotek.kulturhus. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top