Annonce
Pokalkamp: Max Pinlig
Pokalkamp-Max-Pinlig.jpg
Fra venstre havde blandt andre Aske José Viktor, Jamil Fearrington, sportschef Thomas Ibsen (solbriller), træner Michael Winther og målmand Kasper Vilfort svært ved at finde en passende grimasse i Herlev. Foto: Christian Ove Carlsson.
Danmarksserieholdet Herlev udspillede Brønshøjs divisionstropper på kryds og tværs, og nu er Hvepsene allerede ude af pokalturneringen

I forrige weekend var det fantastisk at være hveps efter 4-0 over B93, og Hvepsene følte åbenbart, at vingerne kunne tage én endnu højere, end man troede muligt. Men i tirsdags var det som om, at en eller anden havde plukket vingerne af Hvepsene, for de faldt, og de faldt hårdt.

1. runde blev afslutningen på denne sæsons pokaleventyr, da det endte med et 1-5 nederlag ude mod Herlev fra Danmarksserien. Herlev var bare bedre over hele linjen, og viste mere fight, vilje og gejst end Michael Winters elleve udvalgte på banen. Så stor cadeau til Herlev, som vil være at finde i bowlen, når der trækkes lod til 2. runde den 17. august.

Til kampen var der debut til hele fem hvepse. Det drejede sig om Mads Funch, Ricky Gotland, Seyid Yildiz samt Mathias Kisum og Jenus Saleh, der begge blev skiftet ind i 2. halvleg. Brønshøjs enlige mål blev scoret af Oskar Tranberg.

Brønshøj havde ellers god mulighed for at bringe sig foran efter bare fem minutters spil, da Seyid Yildiz sendte bolden ind i feltet.

I stedet overtog Herlev mere og mere kampen og efter 17 minutter bragte de sig foran. Et indkast blev headet lidt kluntet videre til store Julius Lip. Han brugte sin fysik til at holde Simon Sharif væk. Lip vendte så rundt og sendte bolden over i det lange hjørne. 1-0 til Herlev.

Effektivt hjemmehold
Anderledes effektive var Herlev i Brønshøjs felt, hvor de efter 24 minutter gjorde det til 2-0. Matin Al-Atlassi blev spillet fri i dybden, og han sendte bolden på tværs til Julius Lip, der kunne score sit andet mål i kampen alene med Mads Funch.

Bare fire minutter senere blev det også til 3-0 til hjemmeholdet. Efter at have været i oplæggerens rolle ved 2-0 målet, havde Matin Al-Atlassi selv sidste fod på bolden, da han hamrede den i kassen med venstrebenet.

Et lille Brønshøj-håb blev tændt ti minutter før pausen, da Marcus Woss Christensen havde armen lidt for langt ude inde i feltet, da Rønne forsøgte at få bolden forbi ham. Dommer Emil Martinussen pegede også med det samme på pletten. Straffesparket blev sikkert udnyttet af Oskar Tranberg, der sendte keeperen til den forkerte side. Holdene kunne derfor gå til pausen ved stillingen 3-1 til hjemmeholdet.

Efter 57 minutter blev en Herlev-spiller nedlagt i feltet af Oskar Tranberg. Straffesparket tog Matin Al-Atlassi sig af. Mads Funch hoppede ganske vist til den rigtige side, men Herlev-spilleren sparkede bolden så yderligt, at Brønshøj-keeperen ikke kunne nå den. 4-1 til Herlev.

Med fem minutter tilbage af kampen slog Herlev de sidste søm i hvepsenes kiste, da Jasir Selmani vadede igennem Brønshøjs defensiv. Han måtte dog se Mads Funch snuppe forsøget, men Mads Hashiba var over returen og fik sparket bolden i mål til slutstillingen 5-1.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top