Annonce
Bodegaer og bold
bodegaer_og_bold.jpg
Øltørst og fodboldkultur er bestemt ikke fremmede for hinanden. Heller ikke til en lokalhistorisk billedaften. Foto: Fotocollage: MGA.
Brønshøj har en gammel og solid tradition for velbesøgte og listige udskænkningssteder. Der er også en boldklub med 100 års historie

Onsdag den 19. september kl. 19 afholdes en gratis lokalhistorisk billedaften i Kulturhuset Pilegården om bodegaer og bold.
Brønshøj Borgerkro og Bondestuen er to af de gamle beværtninger, der ligger, hvor de blev lagt for 100 år siden tæt ved Byggeforeningen Enigheden – engang befolket af hårdt arbejdende håndværkere.

I gamle dage lå den idylliske Cafe Grøndalshuset overfor smeden på Brønshøj Torv, hvor folk der fik skoet deres heste kunne få et glas øl eller flere, mens der blev smedet. Brønshøj Kro og Brønshøj Tivoli var dengang store etablissementer med dans, spisekort og ølstue.

I dag er udbuddet af listige steder uformindsket med blandt andet Gerts Vinstue, Café Stålvand og Cafe Berg. Lokalhistorisk Selskab viser denne aften billeder fra 100 år med kroer og værthuse i Brønshøj.

Hvepsene
I anden del er det tid til at dykke ned i Brønshøj Boldklubs 100-årige historie. Klubben fylder rundt i 2019 og kan se tilbage på en glorværdig fortid med mange landsholdsspillere; Stjernespillere som Ove Anderssen, Benny Lohse og i nyere tid Kent Nielsen.

Kl. 17-18.45 serverer Café pilen en særlig menu: Den berømte og berygtede ristede pølse, der går under navnet en ”Hvepsebørge” på Tingbjerg Ground, når Hvepsene spiller på hjemmebane. Den serveres inden billedaftenen begynder kl. 19 og koster 60 kr. inklusiv en øl eller vand.

Aftenens lokalhistoriske billeder bliver præsenteret af Helge Baun Sørensen, som er næstformand i Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev. Der er fri entré. Madbilletter købes på Pilegårdens hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top