Annonce
George Kilby gav den fuld skrue i Café Pilen
P1060378.jpg
George Kilby Jr. under et af sine vulkanske udbrud i Café Pilen. Foto: kv
Som en edderkop i centrum af sit spind sidder han der, stilladsarbejderen og fagforeningsmanden Tommy Enevoldsen, og tiltrækker et væld af sangere og musikere – alle med enten danske eller internationale arbejdersange på programmet.

Af Kaare Vissing

Som en edderkop i centrum af sit spind sidder han der, stilladsarbejderen og fagforeningsmanden Tommy Enevoldsen, og tiltrækker et væld af sangere og musikere – alle med enten danske eller internationale arbejdersange på programmet. Især Gerts Vinstue og Kulturhuset Pilegården har haft glæde af initiativerne fra den dynamiske gavflab fra Hvalsøvej. Vinstuen har således ofte haft besøg af danske arbejderkor, som har serveret ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og andre viser af Oskar Hansen (1895-1968).

Torsdag den 13. september gik det løs i Café Pilen i det nævnte kulturhus. Koncertens titel var ”Seeger Legacy” (i en lidt udvidet oversættelse: ”Arven fra Pete Seeger”), hvormed George Kilby Jr. fra New York bød på en sand serieeksplosion af musikalske oplevelser – bakket bragende godt op af det fem mand store københavnske honky tonk band Fistful of Dollars.

De seks musikere kickstartede koncerten med Kilbys ”You Never see the Hand Throw the Stone”, der handler om racisme og refererer til den klassiske ”We Shall Overcome”, oprindeligt hymnen ”I’ll Overcome Some Day” af Charles Albert Tindley (1900), men siden – som den naturens diamant den var – slebet til af netop Pete Seeger og Joan Baez og for alvor gjort berømt som slagsang for Martin Luther King og Borgerrettighedsbevægelsen i 1960’ernes USA.

Ud over de to nævnte sange blev der budt på et dusin andre, der stammede fra berømtheder som Woody Guthrie, Bob Dylan og Bob Marley m.fl. Nævnes skal det, at de 14 sange var arrangeret af det nævnte bands forsanger Torsten Lefmann og George Kilby.

Pete Seeger levede fra 1919 til 2014 og var dermed en ældre herre, da George Kilby turnerede USA tynd med hans barnebarn Tao Rodriguez-Seeger i 2012. De senere år er det ikke mindst Danmark, der har haft glæde af amerikanerens rejselyst. Således har han i en årrække været fast gæst i Fælledparken den 1. maj.

Denne dato kommer han såmænd atter til landet 2019, men selvom det da bliver en anden by, der får glæde af ham, vil hr. Enevoldsen næppe helt lade ham slippe ud af sit net i Brønshøj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top