Annonce
Gymnasielærer med en entertainer i maven
stand-up2.jpg

Martin kom igennem nåleøjet og skal nu kæmpe om titlen som årets stand-up talent. Foto: Privat

Martin kom igennem nåleøjet og skal nu kæmpe om titlen som årets stand-up talent. Foto: Privat
Martin Christensen fra Brønshøj stiller op til DM i Stand-up i Musikhuset i Århus den 22. september

Den 34 årige gymnasielærer i biologi og geografi er vant til at stå foran et ungt publikum, når han stiller op foran tavlen som underviser på Sankt Annæ G og Christianshavn gymnasier.

Men det bliver noget anderledes, når han skal prøve sine jokes af overfor et kritisk publikum til DM i Stand-up.

Jeg prøver da mine jokes af på eleverne, men det er hele tiden en hårfin balance. De skal jo helst ikke miste respekten for mig i undervisningssituationen, siger Martin. Interessen for det komiske og sjove har altid interesseret Martin, men det var først for tre år siden, han kastede sig ud på det dybe.

Jeg gik til open mike, som er et sted hvor stand-up-folk kan få plads til at teste deres materiale. Jeg brugte et år på at studere andre og på at prøve mit eget af, fortæller Martin, der ikke rigtig synes, at han kan sammenlignes med andre stand up komikere.

-Jeg har ikke rigtig noget forbillede, men jeg kan godt lide Mick Øgendahl. Han har så meget mimik og bruger kroppen helt vildt, og det er noget, jeg selv gerne vil arbejde mere på, fastslår Martin.

‎Jeg har fortalt mine elever, at jeg skal være med i DM. De var overraskede men klappede og synes, det var fedt. Foto: Privat


De daglige undervisningssituationer bruger han som inspiration. Han skriver sine observationer ned og så kommer ideerne som regel til ham – lige når han skal til at sove.

-Af en eller anden grund er det der, jeg er mest kreativ. Så står jeg op og skriver eller så har jeg pen og papir under sengen, fortæller Martin, der egentlig er lidt genert og tilbageholdende.

Men der sker noget med ham, når han står på scenen og han har i mange år været statist på både teater og film.

-Jeg har altid vidst, at jeg skulle læse biologi og geografi, men det ville da være helt perfekt, om jeg i fremtiden kunne kombinere det med at være stand-up komiker. Mange spørger, om jeg ikke lige kan sige noget sjovt, og det kan jeg jo også gøre til en familiefest, men ellers er stand-up jo noget, der skal bygges op, fastslår Martin der den 22. september skal kæmpe om titlen med 60 andre talenter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top