Annonce
Sæsonens første mosederby
Lige siden kampprogrammet blev offentliggjort har fansene sat kryds ud for datoen 15. september 2018. Her gælder det nemlig Slaget om Mosen mod rivalerne fra AB. Kampene mod AB er altid spændende og fyldt med fight, hårde tacklinger og fantastisk stemning på lægterne.

Brønshøj har revanche til gode, da AB har vundet de to sidste opgør – det seneste af dem med 0-3. Men ellers er det nogle tætte kampe, der er mellem hvepsene og uglerne. I de sidste ti opgør er det endt med fire uafgjorte kampe og fem af kampe er endt med sejr til et af holdene på højst et mål.

Kigger vi på denne sæson, så har de to hold i den grad fået gang i netmaskerne. Brønshøj har scoret 12 mål, mens AB har scoret 13 mål – hvoraf 10 af dem er kommet i de to sidste kampe. Så der er i den grad grund til at forvente et målrigt mosederby.

Udover æren og håneretten er der også tre point på spil. Begge hold befinder sig i top 6, men tre point vil i den grad være med til at fastholde den position. AB er ubesejret på udebane denne sæson, men Brønshøj har opbygget et fort på hjemmebane, hvor man ikke har tabt på Tingbjerg Ground siden oktober 2017.

Og det er ikke kun hjemme på Tingbjerg Ground, at fortet holder. Brønshøjs to gambianske spillere fik i weekenden 1-1 mod Algeriet hjemme i Bakau i Gambia. Og begge spillere kommer hjem med masser af selvtillid.

Den selvtillid krydret med den fantastiske opbakning fra alle jer fantastiske fans og supportere gør, at vi forventer et festfyrværkeri af en kamp, når hvepsene skal gøre sit for, at der ikke er ugler i mosen.

Så kom ud og støt holdet, når det hele starter kl. 15. Husk, at du for blot 125 kr. kan få buffet og billet til kampen. Tilmelding ske til Thomas Ibsen på SMS 40 13 33 58 – betaling sker på kampdagen. På hjemmesiden kan du læse mere om det

Derudover ønsker vi AB’s spillere og supportere velkommen til en forhåbentlig god og velspillet kamp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top