Annonce
Tandklinik i Brønshøj Gamle Skole
Brønshøj-Gl.-Skole.jpg
Forvaltningen i Københavns Kommune har besluttet, at den bevaringsværdige Brønshøj Gamle Skole fra 1901 på Brønshøjvej skal indrettes til tandklinik. Foto: ef
Ikke plads til lokale drømme om et hus til kulturelle formål

Med udbygningen af Brønshøj Skole, har skolen ikke længere behov for at anvende Brønshøj Gamle Skole på Brønshøjvej, der nu vil blive indrettet til tandklinik. Skolebygningen er tillagt høj bevaringsværdi og karakteriseres som en bygning med en gedigen kompakt bygningskrop i historicistisk stil med gode detaljer, der tydeligt signalerer institutionsbyggeri fra forrige århundredeskifte.

– Der skal indrettes tandklinik for børn og unge fra 0 til 18 år. Det sker som erstatning for nedlagte klinikker på blandt andet Rødkilde Skole og de midlertidige pavilloner til tandbehandling, vi har nu ved EnergiCenter Voldparken og på Bellahøj Skole, siger overtandlæge Ruth Jacobsen fra Københavns Kommune.

– Udover den mere almindelige behandling og tandpleje vil der også blive indrettet en specialklinik til fx specialbehandlinger og fuld bedøvelse samt meget bedre muligheder for at behandle handicappede børn og unge, siger Ruth Jacobsen og tilføjer, at hun forventer, at indretningen med klinikker starter i løbet af efteråret, med ibrugtagning omkring årsskiftet 2019/20.

Lokalt i Brønshøj har der været talt om, at den gamle skole kunne huse fx et dansk nationalt skolemuseum eller være et hus for musikundervisning til københavnske skolebørn – men dette har åbenbart ingen fremtid for sig. Forvaltningens beslutning om at anvende huset til tandklinik har ikke været forelagt Brønshøj-Husum Lokaludvalg til udtalelse eller orientering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top