Annonce
Bræt og Brikker på Brønshøj Bodega
Skak.jpg
Skak og stemning på Brønshøj Bodega. Erik, th., tog sit nederlag mod Jan Flip med et stort grin. Foto: kv
På Brønshøj Bodega har der de seneste år udviklet sig en mani, som har gjort de gode, gamle ølflasker noget bekymrede.

I hvert fald synes de at have tabt terræn på midtbanen af stedets borde til gemene skakbrikker. Sagen er, at adskillige stamkunder har ladet sig fascinere af skakspillets skønhed og spænding. En af de mest begejstrede er den høje og sindige Niels, der med sin brede viden og logiske argumentation gør sig godt i velformulerede kronikker og debatindlæg.

Han håber på snart at få udgivet en bog, der med eksempler fra filosofien og historien kaster lys over aktuelle problemstillinger. En anden er den lille, iltre Jan Flip, der ikke går af vejen for et dristigt offer, og som har en enorm viden om skakspillets store mestre.

Disse to og seks andre dystede i al gemytlighed i Brønshøj Bodegas Skakturnering søndag den 7. oktober. De otte deltagere blev inddelt i to puljer, der fik hver sin suveræne vinder, idet Michael vandt samtlige sine tre partier i Pulje 1, og tjeneren Rasmus vandt samtlige sine tre i Pulje 2. Der var et stort spring i spillestyrken, fra Kenneth, der lige har lært det kongelige spil og derfor efter ganske få træk blev sat skomagermat af Jan Flip, til Michael, der har stået i skakklub i en årrække, og som slog Rasmus sikkert i finalen og dermed blev vinder af turneringen.

Som præmie modtog Michael et dusin af de populære BB-mønter, der hver især kan veksles til en øl eller en vand. Og dertil modtog han ”Vissings Forlags Ærespræmie” i form af bogen ”Skakkens facetter”. Michael ville meget gerne give en omgang til både deltagere og tilskuere, men det kunne han ikke få lov til.

For Jesper, som havde siddet på en barstol og nydt kamphanerne, var så begejstret for forestillingen, at omgangen skulle gives af ham. Men storsindet delte Michael så de vundne BB-mønter ud til sine konkurrenter – til lindring for de bank, de havde fået af ham. Og så blev der ellers snakket skak og drukket øl med mindre rystende hænder end i timerne forinden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top