Annonce


Halvvejs til målet
Boldklubben Union spillede 1-1 mod Ishøj i Danmarksserien

Er der noget som spillerne og træner Morten Vinther har fundet ud af i Boldklubben Unions første sæson i Danmarksserien, så er det, at svigtende skarphed får konsekvenser.
– I vores første kamp mod Allerød, og i senere i kampen mod FA 2000 scorede vi tre mål før pausen på tre chancer. Nu brændte vi tre chancer mod Ishøj, og de scorede på deres eneste skud før pausen. Vi måtte helt frem til det 89. minut, før vi fik udlignet til 1-1, så på den baggrund er vi meget tilfredse, siger Morten Vinther.
Faktisk var Union meget tæt på at få alle tre point, men en megachance i overtiden blev brændt. Det var Jonas Møller, der fik udlignet sidst i kampen. Ishøjs scoring blev scoret af Bynjamin Salievski efter et kvarters tid.
– Før sæsonen var vores målsætning en 7. plads. Vi vurderer, at 30 point er nok til at undgå nedrykning. Vi skal spille 27 kampe, men allerede efter ni kampe har vi opnået 15 point – altså halvdelen. Men det er vigtigt, at vi bevarer begge ben på jorden og er ydmyge. Holder vi hovedet koldt skal vi nok hente flere sejre. Stemningen er helt utrolig i truppen. Vores 2. hold ligger nr. 1 i serie 2, og der er ingen spillere, der brokker sig over, hvis de får en tur på 2. holdet – alle er klar til at yde, siger Morten Vinther.
På lørdag kl. 13 skal Union være vært for Allerød, der kommer på besøg på Genforeningspladsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top