Annonce
Jeg er ikke bange for noget
lukas-1.jpg
Lukas´ far startede den kristne motorcykelklub Exodus. Foto: Privat
Lukas er fra Brønshøj, han er 14 år og kristen. Man kan opleve Lukas i en ny dokumentarserie på DR Ultra, der hedder MIN TRO

Serien følger fire børn, som har hver sin tro, og Lukas er en af dem. Han vil gerne kunne løbe frit som alle andre børn, men hans hjerte forhindrer ham i det. Han er født med en hjertefejl, som betyder, at han ikke har så meget energi som sine jævnaldrende.

Vi følger ham, mens skolernes motionsdag nærmer sig, og Lukas håber, at han med hjælp fra Gud kan løbe lige så godt som sine klassekammerater. Han beder for det, og han løbetræner med sine brødre hver dag.

Vi har talt med Lukas, og han fortæller lidt om hvad det betyder for ham at være kristen, og så fortæller han lidt om farens kristne motorcykelklub.
Da Lukas bliver spurgt, hvad det giver ham at tro, tøver han lidt inden han svarer: ”min tro giver mig sådan… fred”, men han vakler lidt i ordvalget, og man kan høre, at han er bange for, at det kommer til at lyde for ”helligt”.

Han tænker sig lidt om og uddyber så: ”Det giver mig det, at jeg føler, at jeg ikke sådan rigtig er bange for noget mere, fordi jeg ved, at Jesus og Gud er med mig.” Og så føler jeg også bare, at jeg kan få hjælp til alt det, jeg har svært ved. Altså det er meget betryggende at have en tro”

Livets store spørgsmål
Lukas finder en ro i sin tro, så han ikke behøver at være bange for sin hjertefejl. Men han er heller ikke rigtig bange for noget sådan helt generelt. ”Man er bare ikke så bekymret”, som han siger. Helt fri går man dog ikke, for man kan godt blive bange, hvis der lige skulle ligge en slange på gulvet, som han siger.

Og det med slangen på gulvet, er vist en erfaring Lukas har gjort sig mere end én gang, da han holder en slange, der hedder Hugtand, som kæledyr. Hans to brødre har hver en leopardgekko, så krybdyr man kan blive bange for er der nok af i hjemmet i Brønshøj.

Men det behøver ikke kun at være de store spørgsmål i livet, som Lukas bruger troen til. Han bruger den for eksempel også, hvis han har svært ved lektier.

-Hvis der er en opgave, jeg ikke kan finde ud af, så kan man bede en lille bøn om hjælp til det, og så når man laver det bagefter, kan det være, at man rent faktisk kan finde ud af det. Det er en meget dejlig følelse, siger Lukas.

Han beder mange små bønner i løbet af dagen, det behøver ikke være noget man siger højt eller gør med flettede fingre og lukkede øjne. Det kan sagtens bare være en lille bøn oppe i hovedet inden en prøve, og så får man lige lidt ekstra selvtillid.

Jeg har også muslimske venner
Lukas går på en kristen friskole, så mange af hans kammerater er kristne, men han har også en masse venner hjemme i nabolaget, som ikke er kristne, eller som er muslimer, og det kan man godt, siger han.

”Man kan godt have venner som ikke har en tro. Det er jo ikke sådan en tro, som siger, at man ikke må være venner med nogen, som ikke tror det samme”. Da jeg spørger, om han taler om tro med sine muslimske venner, svarer han, at ”det er mere sådan hyggesnak. Vi går ikke og siger, at min tro er bedre end din tro”. Det sidste sagt i sjov, men også for at understrege, at de ikke konkurrerer. ”Det er næsten som om, man tror på det samme, men bare med forskellige figurer”, siger Lukas.

Han tilføjer, at han ikke selv har oplevet at blive drillet eller at nogen har sagt, at det er underligt at være kristen, men at han godt ved, at de fleste ikke-troende synes, at al religion er underligt, men det lader han ikke til at tage så tungt. Han fortæller, at han har prøvet at forklare en ikke-kristen veninde, hvad kristendom var for noget, og hun syntes bare, at det lød dejligt altid at have en at tale med. Og det behøver man nok ikke at være specielt troende for at erklære sig enig i.

Motorcykelklub
Lukas´ far har startet motorcykelklubben Exodus og det er ikke en helt almindelig en af slagsen. Det er en kristen bikerklub, hvor de blandt andet tager rundt til motorcykelarrangementer og fortæller om Jesus.

Faktisk er det den eneste kristne bikerklub i Danmark. Der findes flere kristne motorcykelklubber, men det her er en bikerklub, hvilket betyder, at de kører på Harley’er (Harley Davidson-motorcykler) og er en del af det hårdere miljø. Og umiddelbart lyder det som en sjov blanding – det hårde motorcykelmiljø, hvor rockere også har sin gang og så en kristen afholdsklub.

Man kan vist roligt sige, at det ikke er kedeligt i hjemmet i Brønshøj med Harley’er i garagen og slanger og leopardgekkoer på drengenes værelser. Og bønnerne til Gud kan lige så godt handle om lektierne til i morgen, som de kan handle om at komme sig over sin hjertefejl.

Lukas finder en ro i sin tro. Foto Privat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top