Annonce
Jens Kramer Mikkelsen skal udvikle Tingbjerg
IMG_5870-1.jpg
To gamle politiske venner med tæt tilknytning til Tingbjerg. Fra venstre skole- og ungdomsborgmester Jesper Christensen og tidligere overborgmester og nu byudviklingsdirektør, Jens Kramer Mikkelsen, der begge var mødt op til indvielsens af Tingbjerg BibliotekKulturhus i sidste uge. Foto: ef
Tidligere overborgmester i København bliver ny byudviklingsdirektør i NREP

Jens Kramer Mikkelsens unikke viden om byudvikling skal blandt andet bringes i spil i Tingbjerg, hvor byudviklings- og investeringsfirmaet NREP i samarbejde med boligselskaberne SAB og fsb i de kommende år skal bygge 1.000 private boliger.
– Ingen har de sidste 30 år præget Københavns udvikling mere end Jens Kramer Mikkelsen. Derfor er vi meget glade for, at han har takket ja til at blive NREP’s nye byudviklingsdirektør. Kramers unikke viden om byudvikling skal især benyttes i forbindelse med Tingbjerg, hvor vi har en kæmpe opgave foran os, siger Rasmus Nørgaard, medstifter af NREP.

Kraner i stedet for bulldozere
Byudviklingsplanen for Tingbjerg betyder, at der skal være særlig fokus på, at de private boliger kan skabe en mere blandet beboergruppe end i dag.
– Det er historisk, at der skal løftes en opgave som den i Tingbjerg, hvor vi kører kranerne ind i stedet for bulldozere – og hvor vi bygger op i stedet for at rive ned. Når en bydel kun har én boligform, er det svært at skabe grobund for et mangfoldigt liv. Det er dét, der bliver den primære opgave i Tingbjerg, lyder det fra Jens Kramer Mikkelsen, og han ser i høj grad frem til at blive en del af NREP.
– NREP er kendt for at være en innovativ ejendomsudvikler, der tænker langsigtet og i mere end en bundlinje. Ikke kun i Danmark, men også i resten af Norden, og jeg glæder mig til at blive en del af de mange ambitiøse projekter, siger Jens Kramer Mikkelsen.
Udover at Jens Kramer Mikkelsen skal spille en vigtig rolle i byudviklingsprojektet i Tingbjerg, skal han samtidig arbejde med NREP’s mange projekter i Norden. Han har været nøglepersonen bag københavnske byudviklingsmodeller, der i dag trækker interesse fra de andre hovedstæder i Norden, og det er blandt andre disse erfaringer, han skal bidrage med.
– Jens Kramer Mikkelsen har i sit lange virke i København påbegyndt og færdiggjort særdeles attraktive bydele i København. En indsats, der har stor betydning for den by, vi kender i dag, og som han med stolthed kan se tilbage på. Vi glæder os til, at hans store viden og kapacitet i fremtiden kan være med til at sikre endnu større succes i NREP’s byudviklingsprojekter i blandt andet Gøteborg, Stockholm og Helsinki, siger Rasmus Nørgaard.

Byudviklings­planen for Tingbjerg
• Der bygges 1.000 nye private boliger, hvilket vil medføre ca. 3.000 nye beboere. I dag bor der 6.500 mennesker i Tingbjerg
• De nye boliger vil overvejende være moderne rækkehuse
• De første nye boliger forventes at stå klar i 2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top