Annonce
Lokale børn og unge leger sig til fællesskab
fdf.jpg
Har du også lyst til at tilbyde dit barn et forpligtende fællesskab, fyldt med gode oplevelser, så er muligheden der nu. Foto: Privat
I bydelen sker der mange aktiviteter for børn og unge -og FDF er ingen undtagelse

I FDF K 26 Husum, som holder til i Husum kirke, er der mange ture i dette efteråret. I den forgangne weekend var FDF’erne på tur til deres hytte i Ballerup. Det var for aldersgruppen +6år, og der var 23 børn, unge og ledere afsted for at styrke fællesskabet, lave udfordrende aktiviteter og bare råhygge uden forældre.
-Vi holdt pyjamas-party hvor vi dansede limbo, spiste slik og havde det vildt sjovt. Det tror jeg faktisk var det bedste på turen, fortælle Sonja på 7 år mens hun grinende siger: ”Vi fik også lov at sove i telt, og jeg tror nærmest, at vi var vågne hele natten.”
De voksne ledere i FDF er altid med i legen, og planlægger selv alle aktiviteter, som denne weekend bl.a. bestod i at tilberede ænder. Leder Stefan fik den tanke, at der måtte være andejagt i øjeblikket og fik derfor kontaktet nogle jægere via facebook, inden turen.
– Det viste sig at være en rigtig god ide, vi fik hurtigt 12-14 ænder tilbudt. Dem har vi så flået og stegt over bål, og ungerne var så seje til at hjælpe til. Alle synes det smagte herlig, fortæller Stefan.
I FDF er man fordelt i klasser efter aldersgruppe, og gruppen for 4-5 klasse hedder væbnere og de brugte weekenden på at bygge en gynge af rafter og reb, som de andre børn fik muligheden for at prøve. Om aftenen fik de selv prøvet hvordan man kan kaste med kugler af ild til hinanden, såkaldte fireballs. Om søndagen gik turen hjem til Husum, hvor forældrene stod klar med varme kram og ventede på at høre om alle de ting som ungerne havde oplevet. ”Øj hvor jeg glæder mig til næste gang vi skal afsted på tur, måske kan jeg få min lillesøster med også?” fortæller en begejstret Kornelia på seks år.
Har du også lyst til at tilbyde dit barn et forpligtende fællesskab, fyldt med gode oplevelser?
Medlemmer i K 26 Husum mødes hver tirsdag i Husum kirke kl. 18, og I skal være velkomne til at være med. I kan bare dukke op og høre mere, eller I kan give kredsleder Heidi Kjærbo et ring inden på tlf. 30355929.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top