Annonce
Om Brønshøj Gamle Skole
Af Lars Cramer-Petersen, Holcks Plads 18

I sidste nummer af vores lokalavis fremkommer meddelelse om at kommunens forvaltning nu – uden at orientere hverken vort lokaludvalg eller beboere herude nu vil bruge den prægtige 120 år gamle skolebygning på Brønshøjvej til tandklinikker for skoletandplejen.
Vi var flere, som undrede sig, da Danmarks Lærerforening for nogle år siden måtte opgive at få en passende udstilling til de mange gamle skoleeffekter. Her var et sortiment af skoleting, som fortidige og nuværende skoleelever ville have fornøjet sig ved at gense og opleve.
I stedet har magtfulde embedsmænd i Undervisningsministeriet berøvet os danskere muligheden for at få indsigt i fortidens skole og undervisning. Danmark står som et andet u-land berøvet, når vi på landsplan vil opleve vor skoletid.
Helt galt er det nu blevet, når embedsværket Københavns Kommune nu har tilkendegivet, at hele skolebygningen på Brønshøjvej skal tilfalde skoletandplejen, og ikke som mange har ønsket, blive ramme om DANSK SKOLEMUSEUM. Den gamle bygning er tidligere, efter flere fagfolks udsagn, karakteriseret som ideel og velegnet til skolemuseum.
Det er mit håb, at al mulig moderne tandplejeteknik hverken kommer til at ødelægge den velbyggede og bevaringsværdige rødstensbygning udvendigt eller indvendigt – og belemre vort lokalområde med et i uhyggelig grad ombygget bygningskompleks med nye vinduer og påførte rørføringer.
Kommunen skylder os et svar – og høring af Brønshøj-Husum Lokaludvalg. En borgmestertilkendegivelse må forventes!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top