Annonce
Stadion blev taget på sengen
Men vandt alligevel 29-25 over Korsør på udebane

IF Stadions træner Thomas Schou indrømmede efter søndagens sejr på 29-25 over Korsør i Storebæltshallen, at han og spillerne var blevet taget på sengen: – Det blev vi i den grad. Alle vores forberedelser lå grus, fordi de spillede med et offensivt 3-3-forsvar. Som min kollega i Korsør sagde, så kunne de enten stille sig op i et 6-0-forsvar og tabe med otte-ni mål eller overraske os.
Stadion blev overrasket. De kunne ikke spille sig igennem i starten, og fik ikke sat tacklingerne ind i forsvaret, så derfor var de bagud med 2-5. Men efter 20 svære minutter fik Husum-spillerne styr på spillet og kom til pause foran 13-10.
– På et tidspunkt i 2. halvleg førte vi kun med en enkelt pind, men vi vandt altså med fire. Casper Wager var tilbage efter sin fingerskade. Han scorede otte-ni gange, og det er selvfølgelig godkendt. Men jeg vil fremhæve Junior på venstre fløj, der scorede fem gange og dækkede til nul i forsvaret – det var en bedrift af dimensioner, sagde Thomas Schou.
Stadion-træneren var på hjemvejen lige forbi og se TMS Ringsteds 2. hold med fire ligaspillere på holdet slå Roskilde: – Vi skal møde Roskilde den 21. oktober på udebane. Selv om de tabte denne kamp, så forudser jeg en vanskelig opgave, sagde Thomas Schou.
Stadion har efter tre kampe maksimumpoint og fører herrernes 2. division.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top