Annonce
Stærk spillertro i Husum
Husum Boldklub fører Københavnsserien efter en flot 4-1-sejr over Skjold

Boldklubben Skjold kom til Husumparken i fredags med visheden om, at man ikke havde lukket mål ind i de fire foregående kampe. Men efter blot ni minutter havde Husum Boldklubs Andreas Joensen bragt hjemmeholdet foran 1-0. Omkring det 25. minut blev det 2-0, da Husum fik et lidt tyndt straffespark. Rasmus Vincent Rosenberg øgede til 2-0.
Lige før pausen øgede Mikkel Howalt til 3-0, og i 2. halvleg øgede Josef Moussa til 4-0 efter en times spil. Et kvarters tid fik Skjold et trøstmål ved Martin Madsen, der scorede til 4-1.
– Der er en kanon stemning i truppen. Alle mand har en stærk tro på, at de kan være med til at tilføre holdet noget, så om det er 12., 13. eller 14. manden, der kommer ind, så leverer holdet stadig, siger formand Johnny Erik Nielsen.
Husum fører Københavnsserien med 17 point for syv kampe. På de næste pladser følger fire hold: Tårnby FF, KFUM, HB og FB – alle har 15 point, men alle for otte kampe.
Husum har endnu ikke fået en dato for den udsatte kamp mod NB Bornholm. Måske skal kampen spilles den 10. november – ugen efter den ordinære efterårssæson slutter.
På lørdag skal Husum spille topopgør mod FB i Frederiksberg Idrætspark kl. 16.15.

Sejr til Fix
I serie 1 vandt Boldklubben Fix 4-2 på udebane over Sunred Beach i Ryparken i søndags. Mathias Gammeltoft scorede tre mål og den sidste scoring stod Lasse Randbøll Petersen for, da han scorede Fix’ andet mål. Efter sejren er Fix placeret på fjerdepladsen.
Næste kamp for Fix er fastsat til onsdag den 4. oktober kl. 18.30 på kunstgræsbanen i Tingbjerg Idrætspark, hvor Hellas kommer på besøg.
Boldklubben Stefan fik et enkelt point, da man på udebane opnåede 1-1 mod VLI. Fredag den 5. oktober kl. 19.00 spiller Stefan ”hjemme” på kunstgræsbanen ved Grøndal Centret, når FC Randoms kommer på besøg. Samme sted spilles næste kamp tirsdag den 9. oktober. Her kommer gæsterne fra Boldklubben Heimdal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top