Annonce
70 års jubilæum på volden
bagning-af-snobrød.jpg
Der bages snobrød, hvor der tidligere var institution og kirke. Foto: privat
Det blev en større folkefest med mere end 200 deltagere i lørdags, da børn og voksne samledes til jubilæumsfest på Frederikssundsvej 373, på det sted hvor kirke og børnehave blev etableret i tre flygtningebarakker den 1. november 1948.

Vestvolden, med sine allersmukkeste efterårsfarver, udgjorde en fantastisk kulisse for den friluftsgudstjeneste, der indledte jubilæumsaktiviteterne. Efterfølgende kunne børnene boltre sig på voldterrænet i jagten på sørøvere, dinosaurer eller Pokemons.

Der var også mulighed for bagning af snobrød og ”virtuel skattejagt”, men størst interesse vakte bunkeren, der i dagens anledning blev åbnet.

I bunkeren kunne man høre om bunkerens historie, og de lidt ældre drengespejdere fra Husumvold Gruppe berettede om den ”spejdergrønne” farve på væggen og de billeder og tekster, man stadig kunne ane konturerne af. Drengespejderne holdt spejdermøder i bunkeren indtil marts 1960, hvor Husumvold Kirke i Gadelandet stod færdig.

Det fantastiske vejr lokkede mange forbipasserende til fest – enten af nysgerrighed og uvidenhed om områdets historie eller måske netop, fordi de kendte til historien og havde gået i børnehaven eller var blevet døbt eller konfirmeret i voldkirken. Mange erindrede branden i 1978, der totalskadede børnehaven og betød afslutningen på en epoke dér.

Dagen blev afsluttet på Vindingevej 16, børneinstitutionens nuværende adresse, med flag- og fødselsdagssang, kaffe og kage.

Indgangen til festpladsen og den åbne bunker. Foto: privat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top