Annonce
A-fag giver tid til fordybelse
afag1.jpg
I aulaen har forældrene efterhånden været hele vejen rundt og smagt på både bagt blomkål med krydderurter og sprøde hindbærsnitter og set flotte kunstværker. Sammen med deres børn kan de tage hjem med endnu mere viden om E-sport, innovation og kodning. Foto: Privat
I A-fag står A’et for autentisk, anderledes og aktiv. Det er ny måde at tænke valgfag på i de ældste klasser. I stedet for at have valgfag to timer om ugen i et år, har man på Husum Skole A-fag en hel dag om ugen i 10 uger. Det giver tid til fordybelse

Duften af mad strømmer ned i aulaen på Husum Skole, der er fyldt med fine kunstværker. Eleverne går spændte rundt, mens de venter på deres forældre. Det er nemlig ikke en hvilken som helst aften for eleverne. De skal præsentere de ting, de har arbejdet med hen over de sidste mange uger i deres A-fag.

Men hvad er et A-fag? A-fag er en anderledes måde at tænke valgfag på, og a’et står for autentisk, anderledes og aktivt. Hvor man normalt har et valgfag to timer om ugen hele året, har eleverne en hel dag til deres a-fag over ti uger, og A-faget bliver udbudt i samarbejde med Ungdomsskolen.

-Når vi laver A-fag, så er det vores håb, at eleverne gennem undervisningen får mulighed for at fordybe sig i et selvvalgt fagfelt, at de er aktivt skabende og får mulighed for at udvikle deres kreativitet. I fagene har vi prioriteret, at eleverne er aktivt skabende, kreative, eksperimenterede og løsningsorienterede. Eleverne skal gennem de praksisnære forløb gerne skabe værdi for sig selv og andre.

Derfor har vi også virksomheder, kulturinstitutioner og ungdomsuddannelser inddraget i fagene. Det gør det virkelighedsnært og meningsfuldt for eleverne, siger Simon Laurids Severin Vedel Pedersen, der er projektleder på Ungdomsskolen.

Praktikplads på plads
Eleverne på Husum Skole har haft fag som Kokkeskole i samarbejde med Meyers Madhus, Coding Class, E-sport, Idræt og Bevægelse, Billedskole og Filmværksted, og under præsentationen har hvert hold deres egen bod. På første sal holder Kokkeskolen til. Her kan man både smage på nogle af de lækre kreationer, de har arbejdet med og selv give sig i kast med kulinariske teknikker og røre sin egen mayonnaise.

Sophia, Camille, Signe og John går alle fire i 9. klasse på Husum Skole og står for at præsentere Kokkeskolen. Da det kun er andet år med A-fag har eleverne også prøvet at have almindelige valgfag.

-Det er sjovt, og vi lærer meget mere, end da vi havde valgfag to timer om ugen. Der er længere tid til at arbejde med en ret, og vi kan nå at gøre det hele færdigt. Det var sværere før, siger Sophia, mens de andre nikker.

For Emil fra 9. klasse, der har haft Coding Class som A-fag, har det ikke kun været sjovt, det har også givet ham en smagsprøve på tiden efter folkeskolen. Han fik nemlig en praktikplads hos den virksomhed, han og hans hold arbejdede sammen med.

-Vi arbejdede sammen med Greener Smarter Living. Det var sjovt at arbejde med dem og lave noget, der var vigtigt og lave noget innovativt, så jeg spurgte dem, om jeg kunne komme i praktik hos dem, og det sagde de ja til, siger Emil. Emil er ikke sikker på, om han skal uddanne sig til programmør endnu, men A-faget og praktikopholdet har givet ham en bedre forståelse for faget.

Eleverne har fået tid til at udvikle deres praktiske færdigheder og deres evner til at tænke innovativt og kreativt. Foto: Privat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top