Annonce
Gæst nr. 20.000 i populært folkekøkken
Folkekøkken-02-47-18.jpg
Torsdag i sidste uge var det 100. gang, Det Økologiske Folkekøkken i EnergiCenter Voldparken kunne servere sund og velsmagende mad. Samtidig kunne der bydes velkommen til gæst nr. 20.000. Foto: Kaj Bonne
Det Økologiske Folkekøkken har sluttet sin efterårssæson. Åbner igen den 21. marts

Menuen stod på helstegt lammekølle med hvidløgskartofler, skysovs og salat, da Det Økologiske Folkekøkken i EnergiCenter Voldparken i sidste uge kunne fejre, at de nu har haft åbent 100 gange. Folkekøkkenet er en solid lokal succeshistorie, hvor der hver torsdag i forår- og efterårssæsonen dækkes op til Torsdagsfolkekøkken fra kl. 17.30 -19.30. Det er et hyggeligt samlingssted til et uforpligtende, velsmagende og økologisk måltid, hvor alle er velkomne.

Folkekøkkenet afholdes i samarbejde med et fantastisk hold af frivillige, som står for afviklingen af arrangementet, herunder opdækning, servering, opvask m.m.

Der er ca. 200 spisende gæster pr. gang i gennemsnit, som oftest en blandet skare af unge og gamle, børn og familier.

Frivillige står blandt andet for servering af maden. Til højre gæst nr. 20.000, Kristina Villadsen, med sin datter Maja. Foto: Kaj Bonne.

Økologisk spisemærke i guld
Samme dag kunne det fejres, at spisende gæst nr. 20.000 mødte op for at spise ved de rødternede duge. Det blev Kristina Villadsen fra Valby, der var mødt op med sin datter Maja. De var inviteret af deres nabo, som selv har planer om at oprette et økologisk folkekøkken. Kristina Villadsen fik overrakt en gavekurv med delikatesser og begivenheden blev også fejret med sange af koret Cikaderne.
Også børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen var at finde blandt aftenens spisende gæster.

Til dagligt laver Det Økologiske Folkekøkken økologisk mad til mere end 300 børn i daginstitutioner. Køkkenet har Fødevarestyrelsens flotte anmærkning – det økologiske spisemærke i guld, og har en ambition om en økologiprocent tæt på 100, et madspil tæt på nul, og så en råvareudnyttelse som ressourcemæssigt muligt.

Folkekøkkenet har en målsætning om at medvirke til at lette hverdagen for familier, der kan have travlt med job, skole, madlavning, lektier, fritidsaktiviteter m.m. Det er derudover et forsøg på at styrke netværk mellem borgere og foreninger i lokalområdet.

Torsdags-folkekøkkenet koster 50 kr. for et måltid for voksne og 25 kr. for børn. Der kan også købes dessert, kaffe, most m.m. i Pop-up cafeen. Efterårssæsonen sluttede i torsdags, og den 21. marts til næste år starter folkekøkkenet sin forårssæson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top