Annonce


Humor som medicin
Det bliver taget livtag med vigtige emner som livsmod, livslyst og livsglæde, når forfatter, kulturjournalist og højskolemand Erik Lindsø holder foredrag i Kulturhuset Pilegården onsdag d. 14. nov. kl. 15.00

-Det handler om at ændre mismod til livsmod, og jeg gør det ved at tage fra de muntre og give til de skuffede, siger Erik Lindsø. Der venter en munter og livsbekræftende time, hvor lattermusklerne bliver rørt, når Erik Lindsø holder foredrag med efterfølgende debat for alle interesserede i Brønshøj.

Humor og livsglæde er indholdet. I foredraget anvender han netop humoren til at give en kærlig opsang til dem, som han kalder de langtidsskuffede, bekymringsparate levebrødspessimister – dem, der gør verden til et alvorstungt, livstrættende sted at være.

-Med humor kan vi vende mismod til livsmod. Med humor kan vi afvæbne dem, der er urimelige og redde situationen, forklarer han og fortsætter: ”Humoren fornyr og forynger vores livssyn. Humoren gør os finurlige og eventyrlige.

Erik Lindsøs arbejdsfelt er højskolen og journalistikken. Han har været forstander på Rønshoved Højskole. De seneste ti år har han været tilknyttet Rødding Højskole. Han har endvidere været redaktør af Højskolebladet og Grænseforeningens kulturmagasin Grænsen. I flere omgange har han været tilknyttet Danmarks Radio. I dag ernærer han sig som foredragsholder og forfatter.

Billetter kan købes i forsalg på Pilegårdens hjemmeside. Arrangeret af foreningen Ældre i Bevægelse.

Erik Lindsø er en efterspurgt foredragsholder og kendt for med humorens bid at sætte tilværelsen under lup. Pressefoto.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top