Annonce
Stadion smed det hele væk
Stadion-smed-det-hele-væk.jpg
Stadion faldt med et brag i Næstved/Herlufsholm i søndags. Foto: Christian Ove Carlsson.
Førte med seks mål midt i 1. halvleg, men gik helt kolde til sidst mod Næstved

– Rædselsfuldt.

Sådan lød den korte version af Stadions nederlag til Næstved/Herlufsholm i håndboldens 2. division for herrer. Næstved/Herlufsholm vandt søndagens kamp i Herlufsholm Hallen med 23-22.

– Det var nærmest en tro kopi af sidste års nederlag i Herlufsholm. Det var dag og nat for os. Vi førte 11-5 og Mikael Bo Hansen var i helt fri position og brændte. Umiddelbart efter får de scoret et par mål, mens vi fik nogle udvisninger. Vi går til pause foran 13-11. Vi taler om, hvad skal i 2. halvleg, men alle aftaler bliver glemt, og vi forfalder til enkeltmandshåndbold, erkender Thomas Schou.

– På bænken burde vi også have pillet Casper Wager ud. Han startede godt, og han scorede jo 13 mål i den forrige kamp, men da han ikke rigtig får hul på bylden i 2. halvleg, burde vi have reageret. Men når det kniber så er det jo Wager og Michael Jensen scoringer skal komme fra. Michael tog i denne periode for meget ansvar. Alligevel førte vi 22-21 kort før tid, siger Thomas Schou.

Der var en sekvens, hvor en Næstved-spiller kører mellem to Stadion-folk, hvor der blev dømt straffekast, men hvor der lige så godt kunne være dømt mas. Næstved udlignede til 22-22 på straffekastet. I det følgende angreb blev der dømt mas på Stadions Magic i en sekvens, der mindede om den, der udløste straffe i den anden ende. Med et halvt minut tilbage spillede hjemmeholdets spillere bolden rundt, indtil Joachim Møller tordnede bolden i mål til slutresultatet 23-22 med fem sekunder igen.

– Vi underpræsterede alle sammen hele vejen rundt. Næstveds målmand Andreas Isager havde vel 15-16 redninger i mellemlejet. Vi vidste han var god netop her, og alligevel undlod vi for det meste af afslutte lavt eller højt. Men når man i de sidste 45 minutter kun kan score ni mål, så fortjener man heller ikke at vinde, siger Stadions cheftræner. Søndag den 2. december spiller Stadion hjemme mod Team Sydhavsøerne 2. Kampen starter kl. 13.45 i EnergiCenter Voldparken Hallen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top