Annonce
Børn i Bevægelse i Husum
DSC03772.jpg
Bevægelse og fællesskab. Foto: DUI
Mange børn fra Tingbjerg og Voldparken går til aktiviteter hos DUI-LEG og VIRKE. I Husum er Børn i Bevægelse vokset fra nul til 110 børnemedlemmer på blot et år

Børn i Bevægelse blev oprindeligt udviklet af DUI’s afdeling på Østerbro, og DUI har efterfølgende udbredt konceptet til bl.a Husum og Bispebjerg.

– Vores børneaktiviteter drives ikke af hattedamer, men af professionelle unge instruktører, som vi især har rekrutteret fra idrætsstudiet, siger Mads Faber Henriksen. Han er næstformand i DUI-Østerbro og leder af Frivilligcentret på EnergiCenter Voldparken, hvor DUI’s aktiviteter i Husum finder sted.

– Instruktørerne kommer både med en friskhed, men også en pædagogisk sans, som fungerer rigtig godt her i Husum, hvor mange ikke er foreningsvante, tilføjer han.

Det koster 500 kroner pr. barn at gå til en aktivitet i Børn i Bevægelse. – Når du er med, så er du med i fælleskabet på lige fod med alle de andre. Og det at være med i et fællesskab forpligter, siger Mads Faber Henriksen.

– Der er en stereotyp med, at folk med anden etnisk baggrund ikke gider betale kontingent, ikke gider være med i en forening og ikke gider engagere sig. Men den fordom har vi modbevist her i Husum, Tingbjerg og Voldparken, understreger han.

– Her vil forældre med anden etnisk baggrund godt betale. De gider godt være med i børneaktiviteterne hele vejen igennem, og de vil også godt deltage i noget af fællesskabet. På et enkelt område har DUI dog svært ved at få minoritetsetniske familier med, nemlig fællesspisningen hver anden torsdag, tilføjer han.

Børnene er lige usikre første gang
I Husum udbyder Børn i Bevægelse aktiviteter som MGP-dans, akrobatik og springgymnastik, og omkring 40 procent af børnene kommer fra familier med anden etnisk baggrund end dansk.

– Vi registrerer selvfølgelig ikke børnene efter deres etnicitet. Men når jeg kigger ned over navnene på de tilmeldte børn, tyder det på, at cirka 40 procent kommer fra familier med anden etnisk baggrund end dansk, vurderer Mads Faber Henriksen.

– Når børnene starter som fire-årige til MGP-dans eller akrobatik, så er der ikke den store forskel på børn fra en etnisk dansk familie og børn fra en etnisk ikke-dansk familie: Ingen af dem har prøvet det før. Så alle børnene skal vænne sig til at gå til noget sammen med andre børn. Børnene er lige usikre og skal føle sig frem. Og der sørger vores professionelle instruktører for, at alle børn får en god start på aktiviteten sammen med de andre børn, tilføjer han.

I sidste uge sluttede den anden sæson af Børn i Bevægelse i Husum, men en ny sæson begynder i februar 2019.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top