Annonce


Det var ikke godt
Det-var-ikke-godt.jpg
Stadions målmand Dennis Vestergaard Larsen (i grønt) var eneste lyspunkt mod Team Sydhavsøernes ”forvoksede ynglingehold”. Foto: Christian Ove Carlsson.
IF Stadion vandt over Team Sydhavsøerne, og det var det bedste, man kunne sige om den kamp

– Rædselsfuldt, sagde træneren.

– Den ringeste håndboldkamp jeg har set i fem år, sagde formanden.

Både cheftræner Thomas Schou og formand Allan Juhl Jensen var utilfredse.

Godt var det ikke, det Stadion leverede mod Team Sydhavsøernes 2. hold i 2. divisionskampen i søndags. Stadion var bagud med tre mål i starten af 2. halvleg og førte blot 17-16 efter 21 minutter, men i slutfasen lykkedes det alligevel Husum-holdet at trække fra og nappe to point efter en sejr på 23-19.

– I 1. halvleg brændte vi 12 hundredeprocentchancer. Vi var overhovedet ikke fokuserede og tog ikke deres forvoksede ynglingehold seriøst. Og så får man altså problemer, selv om modstanderne reelt set ikke er bedre end et bundhold fra 3. division. Vi kan prise os lykkelige for, at Dennis Vestergaard tog fra i målet, sagde Thomas Schou.

På torsdag skal Stadion spille pokalkamp på udebane mod Kalundborg fra kvalifikationsrækken:
– Den kamp skal vi vinde. Vi vil jo gerne prøve for tredje år i træk at nå så langt, at vi får en herreligaklub på besøg hos os, sagde Thomas Schou.

Måske kan der komme lidt spænding ind i 2. division via skrivebordet: I hvert fald forlyder det, at Amager SK, der kæmper for at undgå nedrykning, kan få tildelt en sejr over FIF, der ellers vandt kampen 25-14.

FIF har udfyldt holdkortet forkert, og det giver tab af kampen. Men inden en afgørelse er truffet, fører FIF med maksimumpoint 20, Roskilde har 16 på andenpladsen og Stadion 14 på tredjepladsen. Næste divisionskamp for Stadion er 15/12 på udebane mod Dalby.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top