Annonce
Endelig jul igen
P1060444.jpg
En til julekoncerten i Aktiv-Center højaktuel trio. Fra venstre ses salens juletræ, sangeren Lune Larsen og guitaristen Søren Sebber. Foto: kv
– med Lune Carlsen i tændt trio

”Dage med sange / dage med fred / og tid til kærlighed / og julelys fra sidste år / så blev det endelig jul / jul igen”, hørte man Kim Larsen synge under seniorklubben Aktiv-Centers Julefest den 6. december – hvis man ikke lige vidste, at det var Lune Carlsen, der gav sangen med en stemme, der til forveksling ligner den nu afdøde nationalskjalds.

Bag kunstnernavnet Lune Carlsen skjuler sig Jan Carlsen, som i en årrække har levet godt af at kunne synge som vores allesammens Kim Larsen – naturligvis under behørig respekt for originalen. Og hvad gør det så, at man hverken har Gasolin eller Kjukken til at bakke sig op, når man har Søren Sebber – et onemanband af højeste karat.

Sangeren, guitaristen og keyboardspilleren Søren Sebber er selv en stjerne, ikke mindst på sit strengeinstrument. Da han for godt tre år siden spillede sammen med Cliff Richard, udbrød den engelske superstar begejstret efter koncerten: ”It’s like having Hank Marvin again!” Når Sebber optræder sammen med Carlsen, forstår han dog at holde sig pænt i baggrunden – ved siden af!

Men beskedenheden gælder kun det orale – bestemt ikke det instrumentale! Og ih, hvor man nød hans mellemspil på guitaren, når gavflaben tog sig et hvil. Og så må vi ikke glemme, at et smukt pyntet juletræ for alvor fuldendte skabelsen af en trio, der forstod at funkle!

Julekoncerten i Pilegården varede i godt to timer, men den drevne Carlsen advarede allerede ved starten om, at han ikke kunne nå gennem hele Kim Larsens slager-repertoire. Publikum fik dog rigeligt at lune sig på i en ellers kold tid – ud over flæskesteg med hele molevitten mellem de to musikalske afdelinger. Mod slutningen eskalerede koncerten til en sand blodtransfusion i form af numre som ”Masser af succes” og ”Rabalderstræde”, der bragte liv i selv det mest gigtsvage bentøj.

Og dermed var tiden inden til ”Den allersidste dans” og ”Om lidt bli’r her stille”. Det blev der også, da Kim Larsen døde den 30. september, samt landesorg i ugen derpå.

Manden bag den succesfulde oplevelse bør ikke glemmes, nemlig Aktiv-Centers formand, Benny Eligt Zacho, som har en helt egen evne til at skaffe nogle af landets bedste musikere til yderst rimelige priser, hvortil kommer et enormt arbejde bag kulisserne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top