Annonce
FDF’ere julede igennem på julelejr
fdf.jpg
Foto: FDF Utterslev
Hele 79 børn og voksne fra FDF Utterslev var i weekenden afsted på julelejr. Lejren fandt sted i Store Klaus i Stenløse, og undervejs blev der tid til alle former for julehygge

FDF Utterslev mødes normalt på Streyf i Utterslev Mose, men gennem året er der en række lejre, hvor de mange FDF’ere rejser udenbys, og julelejren er en faast tradition, hvor julen skydes i gang for alvor.

– Der er altid max hygge, når vi er på julelejr, og både børn og voksne nyder en weekend med fokus på samvær og friluftsliv, siger Michael Løwe Jensen, der er kredsleder i FDF Utterslev. I løbet af weekenden blev der spillet teater, hørt historier og klippet juleklip, ligesom der både var arrangeret juleløb, hvor børnene som nissefamilier skulle samarbejde om at løse en række opgaver på tid og et natløb, hvor de største børn i nattens mulm og mørke skulle finde en række poster.

Desuden blev der tid til masser af udendørs hygge med bålaktiviteter og madlavning i det fri. FDF Utterslev har netop modtaget 16.000 kroner fra Nordeafonden til at fremme friluftsaktiviteterne i foreningen til glæde for mange børn i Københavns Nordvestkvarter. På lejren blev to nye Dutch Ovne således testet til at bage kanelsnegle til stor glæde for alle.

– Vi er meget glade for al den opbakning, vi får fra forskellige sider til vores arbejde med FDF. Mere end 120 børn er i dag medlemmer af FDF Utterslev, og det er et helt særligt fællesskab, som vi er glade for at kunne tilbyde til så mange børn, siger Michael Løwe Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top