Annonce
Historiens vingesus slog talenterne
Idrætspriser-BHA-13a-50-18.jpg
Unions danmarksseriehold vandt idrætsprisen. Venter 2. division de kommende år? Foto: Kaj Bonne.
Mange flotte kandidater til Idrætsprisen i Brønshøj-Husum

Hvordan måler man en idrætspræstation?

Det spørgsmål filosoferede formanden for Brønshøj-Husums forenede Sportsklubber Jan Juul Jørgensen over ved prisoverrækkelsen af idræts- og lederprisen for 2018, der i onsdags blev holdt i Brønshøj Boldklubs lokaler.

Netop i år har idrætsfolk fra bydelens foreninger leveret superpræstationer. Derfor var valget ekstra svært for priskomiteen. I sidste ende vægtede man den historiske præstation højere end talentet. Det blev afgørende, at Boldklubben Union for første gang i 118 år havde spillet sig op i fodboldens danmarksserie.

Med det som klubbens formand Bo Sten Hansen i sin takketale kaldte for danmarkshistoriens længste tilløb. Union er båret af en stærk fællesskabsfølelse, den såkaldte Union-ånd, som er så stærk i hele klubben. Derfor blev klubben U14-mandskab også en flot nr. 4 for sine flotte resultater og tredjeplads i østrækken blandt landets største klubber.

Og er en holdpræstation større end den individuelle? For eksempel er det imponerende, at den blot 19-årige Jonas Czajkowski vandt det danske mesterskab i judo i åben klasse, hvor han med sine blot 66 flot sammensatte kilogram svingede rundt med judokæmpere på mellem 90 og 120 kilo, fortalte Brønshøj Judo Clus formand Michael Agertoft i optakten til prisuddelingen.

Jonas’ kraftpræstation blev vurderet til en tredjeplads, mens det vægtet højere, at cykelrytteren Adam Jørgensen fra ABC vandt hold-DM, DM i enkelstart og DM i linjeløb for U17. Det er aldrig set før i den danske cykelhistorie, fortalte bestyrelsesmedlem i ABC, Lars Nielsen. Det gav Adam andenpladsen efter Union.

Det betød formentlig en del for priskomiteen, at både Jonas og Adam og U14-holdet stadig har mulighed for at vinde prisen de kommende år. Måske også den fremgangsrige Copenhagen Cricket Club i Tingbjerg banker på. I år blev de nr. 4 i den landsækkende 1. division, og det rakte til en 5. plads i idrætsprisen.

Som afsløret i sidste uge gik lederprisen til Sune Blom fra Boldklubben Fix. Jan Sivertsen fra Husum Boldklub blev her nr. 2.

I sin prisværdigt korte takketale sagde Sune Blom: – Jeg vil gøre det superkort, for de unge mennesker skal have noget at spise: Tak for anerkendelsen.

Efter prisoverrækelsen blev der spist og hygget i de hyggelige klublokaler. Union-spillerne havde fået en vindercheck på 2.000 kroner, og den så de ud til at ville bruge med det samme: – I den rigtige Union-ånd, sagde Thomas Schmidt Pedersen på spillernes vegne, inden de gik videre i byen.

Brønshøj-Husum Avis sponsorerede arrangementet, hvor bydelens idrætsledere fik talt med blandt andre Københavns Kommunes repræsentant fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, idræts- og ejendomsleder Morten Slaatorn, ligesom der blev også udvekslet erfaringer på tværs af idrætsgrenene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top