Annonce
Kovending: Generalforsamling underkendt
Salomonssons-visioner.jpg
Investor Carsten Salomonsson nød stor opbakning på Brønshøj Boldklubs ekstraordinære generalforsamling, men en række medlemmer har trukket bestyrelsen i en anden retning

Med den enorme opbakning, som fodboldentusiasten og –investor Carsten Salomonsson fik på sidste uges ekstraordinære generalforsamling, så de efterfølgende forhandlinger om Salomonssons køb af majoriteten af A-anparterne i Brønshøj Boldklub ApS ud til at være en formssag.

Men det var det sandelig ikke. For i løbet af onsdag eftermiddag blev det klart, at forhandlingerne mellem bestyrelsen i ApS’et og Carsten Salomonsson faldt til jorden øjeblikkeligt.

På klubbens hjemmeside skriver Brønshøj Boldklub ApS følgende: – Bestyrelsen i ApS’et har fået henvendelser fra en lang række BB’ere, som gerne så, at a-anparterne blev i amatørklubbens eje, og som tillige var villige til at bakke op herom ved at støtte ApS’et økonomisk. Dette syntes bestyrelsen ikke, at man kunne sidde overhørig. Vi har igennem hele forløbet med Carsten Salomonsson kørt en meget åben proces, og derfor ønskede bestyrelsen naturligvis også, at Carsten Salomonsson skulle orienteres herom, velvidende at det kunne få Carsten Salomonsson til at trække sig. Desværre var det lige netop, hvad han valgte at gøre.

– Jeg er utrolig skuffet og ked af det. Jeg vil gerne takke de Brønshøjs mange frivillige og fans som har bakket op. Af processen har jeg lært, at 95 % af medlemmerne ikke altid har ret. Men nu skal vi videre og se fremad. Spillerne skal koncentrere sig om at rykke op i 1. division – og vi ses på stadion, siger Carsten Salomonsson til Brønshøj-Husum Avis.

ApS-bestyrelsens kovending har fået de sociale medier til at eksplodere. Det der undrer flere medlemmer er, at der i hele processen har været åbenhed om Carsten Salomonssons tanker og ideer. Der har både været medlemsmøde og ekstraordinær generalforsamling, så alle demokratiske spilleregler er blevet overholdt.

I sidste uge blev Brønshøj Boldklubs love først ændret, så det ikke længere var et krav at moderklubben skulle sidde på mindst 51 procent af A-anparterne. Efterfølgende stemte 95 % af de fremmødte på generalforsamlingen for, at bestyrelsen arbejdede videre med Carsten Salomonsson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top