Annonce
Overborgmester vil ikke rive boliger ned
Tingbjerg-28-46-18.jpg
Der er ikke p.t. udsigt til nedrivning af boliger i Tingbjerg. Foto: Kaj Bonne
Københavns overborgmester har bred politisk opbakning til en københavner-model, som skal genrejse byens mest udsatte boligområder - blandt andet Tingbjerg

I modsætning til de andre byer vil København ikke rive gode boliger ned i større omfang for at leve op til regeringens ’ghettoplan’
Overborgmester Frank Jensen har samlet bred politisk opbakning på Københavns Rådhus til en særlig københavnermodel for genrejsning af byens mest udsatte boligområder.

Modellen skal være fundamentet for den måde, København vil løfte byens udsatte områder på. Et bærende princip i den københavnske tilgang til boligområderne er, at København i modsætning til bl.a. Aarhus og Odense ikke vil rive almene boliger ned for at leve op til regeringens ’ghettoplan’.

Private boliger og ungdomsboliger
– I en by som København med pres på boligmarkedet kan vi ikke tillade os at rive solide familieboliger ned. Derfor er jeg glad for, at borgmestrene herinde er enige i princippet om, at vi ikke river boliger ned, og at vi erstatter de boliger, vi er nødt til at sælge fra, siger overborgmester Frank Jensen.

I København er to områder, Tingbjerg og Mjølnerparken, på regeringens liste over ’hårde ghettoer’. Derfor er kommunen forpligtet til at fremlægge planer, som skal nedbringe mængden af almene familieboliger til 40 procent i de to områder.

I stedet for at rive boliger ned vil kommunen satse på i stort omfang at bygge private boliger blandt de almene, bl.a. er der 1.000 private boliger på vej i Tingbjerg.

Et andet greb er at omdanne familieboliger til fx ungdomsboliger.

– Vi vil have genrejst de udsatte områder og gøre dem til en aktiv del af byen med en blandet befolkningssammensætning. Men er vi nødt til at sælge fra for at få boligtyperne blandet, vil vi sikre, at der kommer en god, relativt billig bolig et andet sted i byen, siger Frank Jensen.

Planerne for de enkelte boligområder udvikles i tæt samarbejde med de almene selskaber. Alle beboere på permanente lejekontrakter er sikret genhusning. Enkelte steder i de udsatte områder kan det give mening at rive et fåtal af boliger ned for skabe forandringer i området, men så har det et formål, som fx at åbne en vej eller udvide et grønt område.

Københavnermodellen
• Der skal ikke være områder i København i 2030, som kan karakteriseres som ’ghettoer’ eller udsatte områder
• Antallet af almene boliger må ikke falde. Kommunen skal derfor medfinansiere almene erstatningsboliger andre steder i byen, hvis man er nødt til at frasælge almene familieboliger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top