Annonce
Salomonssons visioner
Salomonssons-visioner.jpg
Carsten Salomonsson (tv.) sammen med Jonathan Richter (med bolden) og Simon Richter efter den sidste kamp i år mod B93. Foto: Christian Ove Carlsson.
Det vil den nye investor i Brønshøj Boldklub

På et informationsmøde i Brønshøj Boldklub forud for den ekstraordinære generalforsamling blev ca. 25 af boldklubbens medlemmer klogere på, hvad den nye investor Carsten Salomonsson vil, hvis han når til enighed med klubbens bestyrelse om at overtage hovedparten af klubbens egne A-anparter.

Carsten Salomonsson fortalte om sin egen fodboldbaggrund og om sine ideer. Han er udlært i shippingbranchen. Har arbejdet for Mærsk og været direktør for Falck Securitas. Han gik ind som hovedsponsor i Fremad Amager i 2009 efter FC Amagers konkurs og var som sportschef med til at bringe Fremad tilbage til divisionerne. For nylig solgte han Amager Hotel, som han med succes har drevet i en årrække med en af de højeste belægningsprocenter i København.

De seneste år har han på nærmeste hold fulgt Brønshøj tæt og samtaler med sportschef Thomas Ibsen har været med til at udvikle ideen om at gå ind i den 99-årige fodboldklub.

Carsten Salomonsson ønsker mere liv og flere på stadion under kampene. Det skal ske ved at større tværfagligt samarbejde mellem fanfraktionerne Hvepsene Support og Brønshøj Drunken Army, spillertrup og moderklub. Han vil også trække på sit store netværk, så der skaffes flere sponsorer til klubben.

Økonomisk knibe
For det er efterhånden helt klart, at der kniber med økonomien. Det redegjorde både administrerende direktør Dennis Kjeldsen og sportschef Thomas Ibsen om på informationsmødet. Der skal kapital til, ellers skal der skæres i spillertruppen.

Den ny investor er udmærket bevidst om, at investering i en fodboldklub er en form for gambling, hvor afkastet ikke hænger som guld på træerne. En ny konstruktion omkring det nye ApS, klubbens restaurant og aflønning af vitale medarbejdere blev kort nævnt. Salomonsson er villig til at bruge midler på projektet – hvor mange oplyste han dog ikke. Han agter heller ikke at udskifte hverken træner, sportschef eller direktør.

Anfører Jamil Fearrington fra divisionsholdet fortalte på informationsmødet, at han har kendt Salomonsson i 10 år, og han fuldt og fast tror på, at Salomonsson kan forløse Brønshøj Boldklubs potentiale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top