Annonce


Tingbjerg er meget mere, end det du læser om i medierne
debat-i-tingbjerg.jpg
Der var næsten fyldt op på alle stolene til mødet, som var arrangeret af Beboerpartnerskabet og den boligsociale helhedsplan i Tingbjerg og Utterslevhuse. Foto: Marie Bredager Nielsen
”Kan du kende billedet af Tingbjerg i medierne?” Det var overskriften, da det nye Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus den 21. november dannede rammer om et dialogmøde mellem repræsentanter fra danske medier og beboere i Tingbjerg og andre interesserede. Emnet gav anledning til både god debat og konstruktiv kritik

Af Salma Chouikhi, 15-årig beboer i Tingbjerg

Alle danske medier var inviteret til mødet, men bare Dorthe Brandborg fra Brønshøj-Husum Avis, Ulrik Dahlin fra Dagbladet Information og Nanna Andreasen fra TV2 Lorry havde takket ja til invitationen. Debatten blev styret af Aydin Soei, som er journalist og sociolog.

Sker der kun dårlige ting i Tingbjerg?
Et af de vigtigste budskaber fra de fremmødte beboere var, at pressen kun kommer til Tingbjerg, når der sker dårlige ting. Det får det til at fremstå som om, at der kun sker dårlige ting i Tingbjerg. Et billede af Tingbjerg, som ingen af de fremmødte kunne kende fra deres liv i bydelen.

Dialogen handlede også om det udfordrende emne, at mange beboere har mistillid til journalister. Det skyldes, at flere i salen havde oplevet at blive fejlciteret, eller blive fremstillet på en stereotyp måde. Til det anbefalede journalisterne, at man altid stiller journalisterne mange spørgsmål til deres vinkel på forhånd, og at man får sine citater til gennemlæsning, inden de bliver trykt i avisen.

God stemning og ny forståelse
Det var en aften, der var præget af god stemning, masser af dialog og ny forståelse mellem paneldeltagerene og Tingbjergbeboere. For mit vedkommende var det en dejlig og positiv oplevelse at kunne være en del af dialogen, og komme med inputs til, hvordan man kan fremstille Tingbjerg på en mere nuanceret måde.

Journalisterne var gode til at tage imod de kritiske spørgsmål der blev stillet, og de gav alle udtryk for, at debatten gav dem noget at tænke over.

Aktive unge
En del af deltagerne kom fra Tingbjergs nye ungefællesskab, som arbejder for at bringe unge sammen ved at organisere aktiviteter i bydelen. Ungefællesskabet arbejder også med at sikre, at de unges stemmer bliver hørt.

De unge var meget aktive i dialogen, og de påpegede, at de gerne ville tage del i historier i medierne, hvis de var sikre på, at de kunne have tillid til medierne.

Jeg synes, at det var en positiv oplevelse, at journalisterne viste interesse over for, hvad vi i Tingbjerg havde på hjertet, tog imod kritiske spørgsmål med åbne arme og lyttede til os, og hvordan vi mener, at Tingbjerg kan fremstilles på en retvisende måde i medierne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top