Annonce
Der blev gravet dybt for Husum Boldklub
Der-blev-gravet-dybt-for-Husum-Boldklub.jpg
Foto: Christian Ove Carlsson
Stolt formand for Husum Boldklub glæder sig til det ny klubhus

Husum Boldklubs formand Johnny Nielsen tog meget naturligt det første spadestik til fodboldklubbens nye klubhus. Derefter gik spaden på omgang mellem tre borgmestre – Franciska Rosenkilde (Kultur- og Fritid), Ninna Hedeager Olsen (Teknik- og Miljø) og Jesper Christensen (Børne- og Ungdom) – der hver især stak spaden i den for årstiden lune jord. På fotoet ses fra venstre Jesper Christensen, Johnny Nielsen, Franciska Rosenkilde og Ninna Hedeager Olsen efter veludført dåd. Det moderne klubhus koster i omegnen af 18 millioner kroner og skal være med til at løfte fodboldklubben og styrke sammenholdet i nærområdet. Klubhuset forventes færdigt i september i år.

– I mange, mange år har jeg drømt om, at vi skulle tage første spadestik til vores nye klubhus. Og nu sker det endelig i dag, indledte Husum Boldklubs formand Johnny Nielsen sin tale i fredags. Klubben havde indbudt til reception, hvor klubbens medlemmer, byggeriets arkitekter og entreprenør – BBP Arkitekter og Combibyg – samt tre af Københavns Kommunes borgmestre var til stede.

Formanden indrømmede, at man i klubhusudvalget flere gange havde været ved at opgive. Men til sidst lykkedes det så at få banket på de rigtige døre på rådhuset, så man nu efter Realdania Fonden støttede projektet med tre millioner kroner står med et anlægsbudget til 18 millioner kroner.

– Klubhuset skal løfte hele nærområdet. Det skal løfte vores fodboldklub, og det skal være et klubhus som åbner sig mod områdets børn og unge, der kan bruge som et fristed. En ny æra begynder for Husum Boldklub, sagde den forventningsfulde formand, som var både ”glad og skidestolt”, og så fremhævede han især klubbens Rasmus Toppel og Jan Sivertsen for deres store energiske indsats i klubhusudvalget.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde lagde vægt på, at klubhusets faciliteter retter sig særligt imod piger, og det kan være med til at fastholde teenagepiger i idrætslivet: – Klubhuset bliver en kulturdynamo, der omfavner folk herude.

Ninna Hedeager Olsen, Teknik- og Miljøborgmester, understregede, at det kan betale sig ikke at give op: – For kommunen kan godt være tung at danse med. Men det er en dejlig måde at starte 2019, og jeg glæder mig til at se det færdige resultat.

Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen sagde blandt andet: – Hvis ikke der havde været denne særlige Husum-ånd, så havde vi ikke stået, hvor vi er i dag. I er med til at gøre Husum til et bedre sted at vokse op. Og jeg er helt sikker på, at man vil kunne mærke fællesskabet og sammenholdet i det ny hus.

Efter planen skal klubhuset stå klar i september i år.

Husum Boldklub havde i mange år drømt om at tage det første spadestik til det ny klubhus. I fredags stak han den til lejligheden nyindkøbte spade i jorden. Foto: Christian Ove Carlsson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top